Simon Buus Olsen og Erling Høj Sørensen, der begge blev valgt til kommunalvalget i 2021, har netop meldt sig under Liberal Alliances faner.
For begge de to byrådsmedlemmers vedkommende er partiskiftet godt hjulpet på vej af tilstanden i det borgerlige Danmark, hvor Liberal Alliance i deres optik har formået at markere sig som et stærkt, liberalt parti:
”Venstre har jo bevæget sig langt væk fra sit liberale udgangspunkt ved at stemme for koranloven, feje socialdemokratiets skandalesager ind under gulvtæppet, løbe fra sine valgløfter og gøre Mette Frederiksen til statsminister igen. Jeg vil gerne kæmpe for et mere liberalt Danmark i et parti, der går i den modsatte retning af dét og værner om vores retssikkerhed”, udtaler Simon Buus Olsen om sit exit fra Venstre.
For Erling Høj Sørensen skyldes partiskiftet ligeledes, at Liberal Alliance har markeret sig som det bedste alternativ til hans tidligere parti, Nye Borgerlige:
”Liberal Alliance er det parti, der kæmper hårdest for et mere borgerligt Danmark. Hvis jeg fortsat skal kunne arbejde for, at der bliver skabt arbejdspladser i Favrskov, og at vores lokale erhvervsliv trives, gøres det bedst med et medlemskab i LA”, udtaler Erling Høj Sørensen.
Simon Buus Olsen er formand for kommunens landsbyråd samt medlem af Kultur- og fritidsudvalget såvel som Folkeoplysningsudvalget, og Erling Høj Sørensen er medlem af kommunens arbejdsmarkedsudvalg samt økonomiudvalg.