Til november er der kommunalvalg, og her vil man som vælger komme til at se mange nye navne på stemmesedlen. Et af dem er Carsten Normann, som er spidskandidat for Liberal Alliance.
Når vi skal til valg den 18. november, så vil der være mange velkendte navne blandt de opstillede kandidater, men der vil også være et stort antal navne, hvor det er første gang de optræder på stemmesedlen.
Carsten Normann, der stiller op for Liberal Alliance som partiets spidskandidat, har flere gange stået på en stemmeseddel, men det er første gang, at han opstiller til kommunalvalget i Favrskov Kommune. Han har tidligere stillet op til byrådet i Vejle, og har såmænd også været kandidat til Europaparlamentsvalget, så han er på mange måder ikke et ubeskrevet blad i politik, i hvert fald ikke i liberale kredse.
På ByensNyt var der, for nu at være ærlig, ikke mange klokker der ringede, da Liberal Alliance i 2024 meddelte, at Carsten Normann blev partiets spidskandidat til kommunalvalget i år. Så da partiet for nyligt præsenterede deres foreløbige kandidatliste, var det oplagt at tage en snak med ham om, hvem han er, og hvad en stemme på Carsten Normann kan betyde efter kommunalvalget, så frem han kommer ind.
”Jeg tænker, at for at være en god politiker, så skal man både kunne have næsen i det lokale spor, samtidig med at man kan bidrage på et lidt højere niveau. Så min ambition er, at være en bredtfavnende politiker, der kan gå op i den berømte helikopter og se Favrskov i et større perspektiv, end bare lige en enkeltsag”, lyder det fra Carsten Normann.
Da Liberal Alliance, med Anders Samuelsen i front, nærmest nedsmeltede i 2019, var det et parti som i manges øjne stod for afskaffelse af topskat og markante nedskæringer i den offentlige sektor. Carsten konstaterer da også, at det nok var med den tilgang han gik ind i partiet tilbage i 2013, men at han med årene har fået et andet syn på mange ting.
Som han selv beskriver det, så er slipseknuden blevet knapt så stram med tiden, og han har fået en mere humanistisk tilgang til det politiske liv. Udgangspunktet om, at topskat og selskabsskat skulle barberes ned, og at man på mange punkter var sin egen lykkes smed, er i dag, præcis som partiets holdninger, blevet noget mere folkelige.
”Jeg er helt sikkert blevet en anden LA´er i dag, end jeg var tilbage i 2013. Jeg er blevet ældre, og med tiden blevet mere humanistisk, så slipseknuden er på mange måder blevet løsnet”.
Effektiviseringer skal ikke bruges på skattelettelser
Liberal Alliance har aldrig været den store fortaler for den offentlige sektor, men, hvor man tidligere talte om, at effektiviseringer skulle komme vælgerne til gode i form af skattelettelser, så lyder der andre toner nu. Carsten Normann og resten af partiet i Favrskov har i den senere tid slået på tromme for, at man skulle kigge kommunen efter i sømmene, for at se, om det er muligt at effektivisere, men der er en væsentlig forskel fra tidligere. Nemlig, at besparelser ikke skal bruges på skattelettelser, men forbedret kernevelfærd til gavn for borgerne.
”Mange har den opfattelse, at LA vil nedbryde den offentlige sektor, og vi bliver nok set som en fjende på det punkt i den røde blok. De tror, at vi vil bruge eventuelle besparelser på skattelettelser, hvilket ikke er rigtigt. Vi mener i LA Favrskov, at den kommunale sektor skal effektiviseres, og at det der så kommer ud af det, skal bruges til bedre kernevelfærd. Vi er lige så meget for velfærd som en SFer eller en fra Enhedslisten, vi har bare hver vores måde at gå til det på”, konstaterer Carsten Normann.
Den borgerlige tænketank Cepos, har ved flere lejligheder beskrevet, at en kommune som Favrskov bør kunne finde effektiviseringer for mindst 60 millioner kroner, hvis vi sammenligner os med kommuner som Vejle. Noget som man i LA mener der skal kigges nærmere på, mens andre partier, herunder Socialdemokratiet og Konservative, har svært ved at se den store fidus i de tanker. De har efterspurgt konkrete forslag til, hvor pengene skal findes, og det giver Carsten Normann et bud på her.
”Jeg ved godt at Cepos er en borgerlig tænketank, men når nu de siger, at sammenligner vi Favrskov med kommuner som Brønderslev, Vejle, Solrød og Frederiksberg, så bør det være muligt at finde effektiviseringer for 60 millioner kroner, så synes jeg da, at vi skal kigge nysgerrigt på det. Selv, hvis vi så ”kun” kan finde 30 millioner, så mener jeg da, at vi bør kigge nærmere på det, fordi det er da rigtigt mange penge, som vi kan bruge til velfærd”, siger han og fortsætter:
”Mange af dem der sidder i byrådet lige nu, har jo siddet der i mange år, og det er blandt andet dem der har været med til at skaffe os den forvaltning vi har, og det har de gjort ud fra de bedste intentioner. Men der sker det, at når du er i et system for længe, så bliver du en del af det, mens vi fra Liberal Alliance kan komme med friske øjne, og det synes jeg vi skal udnytte. Vi skal, i samarbejde med medarbejderne, have kigget på, om det hele giver mening, eller om der er steder i forvaltningen, hvor vi kan optimere og bruge tiden mere fornuftig. Vi skal være nysgerrige på tingene, have mod til at kaste ting op i luften og gøre det mere borgernært, men har vi fra start en holdning om, at vi simpelthen er så gode, så finder vi ingen penge, det ligger helt fast”.
