21. april 2025

Carsten Normann: Kulturen skal ikke aflives

For nyligt bevilligede byrådet i Favrskov Kommune penge til flere kulturfestivaler i kommunen, der skal drives af kulturhusene.

Der er afsat godt 900.000 kroner det kommende år til kulturfestivaler i Favrskov Kommune, og det vakte begejstring mange steder, men hos flere kandidater til byrådet fra Liberal Alliance, var begejstringen til at overse. Kandidaterne gav udtryk for, at så længe der ikke er styr på kernevelfærden i Favrskov Kommune, så skal der ikke bruges penge på ting som kulturfestivaler fra kommunens side.

Kommunalvalget nærmer sig med hastige skridt, og derfor var det oplagt at høre Liberal Alliances spidskandidat, Carsten Normann, om hans holdning til spørgsmålet om kulturlivet i Favrskov Kommune.

”Vi skal altid være kritiske på, om pengene bliver brugt rigtigt, og om kulturen skal betales af publikum, da det i nogle tilfælde er for de få, men det er bestemt ikke vores holdning, at kulturen ikke skal være her. Den skal drives af de lokale samfund, og foreningerne, og man kan godt tale om, at kultur er en form for borgerservice, hvor kommunen kan være en medspiller. Så kulturen skal ikke aflives, men jeg synes det giver god mening at være kritisk på, hvad pengene bruges til”, konstaterer Carsten Normann over for ByensNyt.

På udkig efter en ung kandidat

Det er ikke længe siden, at Liberal Alliance i Favrskov præsenterede de første seks kandidater, herunder de to byrådsmedlemmer, Simon Buus Olsen og Erling Høj Sørensen, samt Carsten Normann som spidskandidat. Listen er dog ikke lukket, og man håber fra partiets side, at finde en ung kandidat, som kan tale til de yngre vælgere.

”Listen er åben for nye kandidater, og vi håber på, at kunne finde en ung kandidat mellem 18-25 år, så det er vi lidt på udkig efter. Det er ikke så let, da mange unge i den alder jo netop flytter væk for at studere, for så derefter at vende hjem senere hen. Jeg synes vi har fået et godt hold med aktive personer som spænder bredt, også aldersmæssigt, som har mange forskellige kompetencer, så jeg føler vi har et godt udgangspunkt”, siger Carsten og uddyber:

”Vi har hver vores felt, hvor vi er stærke, og det vil vi forsøge at udnytte på bedste vis i valgkampen, således at vi til debatter sender det stærkeste kort på de områder, der skal debatteres”.

Landspolitisk står Liberal Alliance i øjeblikket med omkring 10-12 procents vælgeropbakning, hvis der blev udskrevet valg, og den opbakning håber Carsten Normann, kan overføres til Favrskov.

Han er dog også bevidst om, at partiet især står stærkt hos unge og måske endda særligt blandt unge mænd, som ikke altid har fokus på kommunalpolitik, hvilket i denne sammenhæng kan give udfordringer.

”Mens Venstre og Konservative har en stærk tilslutning blandt de ældre vælgere og står stærkt lokalt, så ser det anderledes ud for os, og det kan godt få betydning til et kommunalvalg. Her har Venstre og Konservative ofte gode forudsætninger, også selvom at det landspolitisk ser anderledes ud. Gør vi det godt i valgkampen, tror jeg vi rammer 10 procent, til trods for, at vi står bedre landspolitisk”.

Et borgerligt flertal skal udmønte sig i mere borgerlig politik

Gennem mange år har byrådet i Favrskov Kommune haft ry for, at der er et godt arbejdsklima, og at man i langt de fleste sammenhænge forsøger at få så bredt et flertal som muligt. I øjeblikket er der borgerligt flertal med 13 mandater mod 12 i den ”røde lejr”, og står det til Carsten Normann, så skal et borgerligt flertal udmønte sig i mere borgerlig politik efter næste valg.

Og så slår han fast, at en stemme på Liberal Alliance, er en stemme på en borgerlig borgmester.

”Vi skal fortsætte med at have et godt samarbejde i byrådet, men jeg kunne nogle gange godt tænke mig, at vi udnyttede et borgerligt flertal noget mere. Det skal ikke altid blive en grålig masse, blot fordi vi skal være mest muligt enig, så vi vil arbejde hårdt for, at få mere borgerlig politik igennem, hvis der bliver et borgerligt flertal. Det er noget vi vil tage med i en eventuel forhandling efter valget, og så må vi se, hvor meget vægt der er bag ved vores ord. Har vi et enkelt mandat, så bliver det sværere, end hvis vi står med tre-fire mandater”, lyder vurderingen fra spidskandidaten der til slut fastslår:

”Jeg kan helt klart garantere, at vi kommer ikke til at gøre en socialdemokrat eller en anden fra den røde fløj til borgmester. Vi peger på en borgerlig kandidat, og selv, hvis Socialdemokratiet skulle tilbyde os borgmesterposten, så kommer det ikke til at ske, det vil jeg godt slå fast”.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler