Den 18. november er der kommunalvalg, hvor der skal vælges 25 byrådsmedlemmer til byrådet i Favrskov. En af dem der sidder i byrådet lige nu, og håber på genvalg, er Charlotte Green fra Det Konservative Folkeparti.
Charlotte Green er nok det, man vil kalde en rutineret politiker, der både har været amtsrådspolitiker i det tidligere Aarhus Amt samt byrådspolitiker gennem 16 år i Favrskov. Hun sidder som gruppeformand for den seks mand store byrådsgruppe, og det var også hende der ledte forhandlinger efter sidste valg, der overraskende endte ud med, at Lars Storgaard blev ny borgmester efter Nils Borring.
At de Konservative ville gå frem ved sidste valg, lå lidt i kortene. Dels fordi de stillede med et stærkt kandidatfelt, der markerede sig godt i valgkampen, og dels for partiet havde vind i sejlene på landsplan. At det skulle ende med seks mandater var dog alligevel en mindre overraskelse, især med tanke på, at partiet inden valget havde to mandater. At det også kom som en overraskelse for de Konservative selv, blev tydeligt afspejlet i, at Lars Storgaard var valgformand i Ulstrup, og derfor først ankom til InSide i Hammel, hvor partierne mødes til forhandlinger, langt efter midnat. Havde man haft en tro på, at borgmesterposten skulle skifte hænder, så havde Lars Storgaard naturligvis været til stede før midnat.
”Vi havde en tro på, at vi ville gå frem, men det er klart, at vi blev også overrasket over, at vi pludselig var det største borgerlige parti i Favrskov. Jeg føler dog, at vi gik ind i forhandlingerne om konstitueringen med god erfaring, blandt andet fordi jeg har været relativt tæt på tidligere aftaler og været med i budgetforhandlingerne. Det blev mig der lavede konstitueringsaftalen med de andre partier, blandt andet på grund af den situation som Lars Storgaard stod i på det tidspunkt (Lars Storgaards kone var syg med kræft og terminalpatient på dette tidspunkt, red), fortæller Charlotte Green til ByensNyt.
Efter tre valgperioder med rødt flertal, skiftede det ved sidste valg til et blåt flertal, men for Charlotte Green var det vigtigt, at få den røde fløj, herunder Socialdemokratiet, med i en aftale der kunne sikre et godt samarbejde i byrådet.
”Der var i princippet to konstitueringsaftaler, hvor den ene var den politiske aftale i den borgerlige gruppe, som var fundamentet for at gøre Lars til borgmester, og så lavede vi en bredere aftale med hele byrådet, som jeg var arkitekten bag. Det var vigtigt for mig, at Konservative blev repræsenteret i alle udvalg, men samtidig havde jeg også en bevidsthed om, at det koster noget at få borgmesterposten, og jeg synes den aftale vi endte med, afspejler tingene meget godt. En aftale som jeg tror, alle egentlig er meget godt tilfredse med, ud fra de betingelser der nu engang var”, lyder vurderingen fra Charlotte.

Jeg går ikke til valg for Søften – Jeg går til valg for Favrskov
Favrskov Kommune er sammensat af fire tidligere kommuner, hvilket har gjort, især i de første år af kommunens levetid, at der i mange sammenhænge blev ført det man kalder sognerådspolitik, altså, hvor man har fokus på det område i kommunen, som man selv bor i. Det er i takt med, at nye politikere er blevet valgt ind, blevet mere orienteret mod, at man har fokus på hele Favrskov, men i en valgkamp som nu, dukker sognerådspolitikken alligevel op hos en del kandidater, dog ikke hos Charlotte Green. Hun er selv bosiddende i Søften, hvor der har været rigeligt med sager den seneste periode, som hun kunne slå på tromme for, men det har ikke hendes fokus, siger hun selv.
”Jeg er ikke indrettet sådan, at jeg kun kæmper for enkelte dele af kommunen. Derfor går jeg ikke til valg for Søften, men til valg for Favrskov. Selvfølgelig interesserer jeg mig for mit lokalområde, men trods beskyldninger om det modsatte gennem tiden, så har jeg aldrig bedrevet sognerådspolitik. Jeg er nok det man vil kalde generalist, og jeg er ikke blevet politiker ud fra en lokal mærkesag, som f. eks at der skulle laves noget om på mit barns skole, ikke at der er noget galt med den type politiker, men det er ikke det jeg er grundet af”, fastslår hun.
Charlotte Green har været medlem af først Konservativ Ungdom og sidenhen Det Konservative Folkeparti, og har været politisk aktiv i godt 35 år.
”Jeg ser Favrskov som et hele, hvor der skal være en fornuftig service for alle, uanset, hvor du bor, og derfor kommer man ikke til at se mig være bannerfører for mit lokalområde. Jeg får faktisk også mine stemmer ret bredt fordelt i Favrskov, og det fortæller mig, at jeg er nået ud med mit budskab. Jeg synes det er vigtigt, at vi kan samarbejde på tværs af byrådet, fordi det tror jeg vi kommer længst med, til gavn for indbyggerne i Favrskov, og det mener jeg vi er lykkedes ganske godt med i denne valgperiode”, konstaterer Charlotte Green.















