18. maj 2026

De første borgerforslag til byrådet er tikket ind

I april introducerede Favrskov Kommune et tiltag som kaldes borgerforslag. Her kan indbyggerne i Favrskov stille et forslag, f.eks at der skal etableres en ny cykelsti mellem Voldum og Hadbjerg.

Indtil videre er der indkommet ni borgerforslag, som alle kan ses på Favrskov Kommunes hjemmeside, og her er det muligt for alle der er 16 år eller derover at stemme på de indkomne forslag eller selv stille et forslag.

Får et forslag opbakning fra 900 personer i kommunen, så skal forslaget behandles i byrådet. Forslaget er muligt at bakke op om i tre måneder, hvorefter det tages af hjemmesiden igen, hvis det ikke har fået den fornødne opbakning.

Et af de nyeste forslag kommer fra Rasmus Kaae, der foreslår at kravet om 900 stemmer nedsættes til 250. Forslagsstilleren argumenterer for, at “kravet på 900 stemmer er en høj barriere i en kommune som Favrskov, hvilket betyder, at mange relevante og lokalt forankrede forslag aldrig når til politisk behandling”.

Så må vi se, om dette forslag rent faktisk opnår 900 stemmer, så det kan behandles i byrådet. Indtil videre har tre stemt på forslaget.

At der måske er noget om snakken, altså at 900 stemmer er et højt tal i denne sammenhæng, kan aflæses på de andre otte forslag. Det forslag der har fået flest stemmer har ramt 176 efter ti dage.

Du kan se alle borgerforslagene og selv stille et på Favrskov Kommunes hjemmeside

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler