Debat: Christiansborg bør tage fritiden alvorligt

Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Morten Bang, byrådsmedlem i Favrskov Kommune for Danmarksdemokraterne. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Jeg bevæger mig normalt mest på den lokale politiske bane. Som kommunalpolitiker er det hverdagen i Favrskov – skolerne, foreningerne, fællesskaberne og de lokale ildsjæle – der fylder mest.

Men når der er folketingsvalg, giver det også anledning til at stille et spørgsmål til kandidaterne på Christiansborg:

Anerkender I egentlig den enorme værdi, der hver eneste dag skabes i de frivillige fællesskaber i hele Danmark?

For sandheden er, at meget af det, vi taler om i den nationale politik – trivsel, sundhed, sammenhængskraft og dannelse – i høj grad skabes i fritiden.

I klubhuset.
På idrætsbanen.
I spejderhytten.
I musiklokalet eller på tegnestuen.

Kort sagt: i foreningslivet.

Hvis vi vil styrke trivsel og læring i folkeskolen, bør vi også interessere os for børns fritidsliv. Børn og unge bruger langt flere timer i deres fritid end i skolen. Her lærer de samarbejde, ansvar og fællesskab – og de oplever den glæde og motivation, der følger med at være en del af noget større.

Derfor bør vi have en ambition om, at alle børn og unge har adgang til mindst én fritidsaktivitet. Foreningslivet kan noget helt særligt, når det gælder trivsel, dannelse og tilhørsforhold.

Men fællesskaberne skaber ikke sig selv.

De bæres af frivillige trænere, ledere og bestyrelsesmedlemmer, der bruger deres fritid på at skabe muligheder for andre. Det er en styrke i det danske samfund, som vi ikke må tage for givet.

Hvis vi vil bevare en stærk frivilligkultur, kræver det også politisk opmærksomhed. Rammerne skal være i orden. Der skal være faciliteter at mødes i. Og samarbejdet mellem offentlige institutioner og civilsamfund skal være lettere – ikke sværere.

Det gælder også på sundhedsområdet. Når vi taler om folkesundhed, taler vi ofte om behandling og sundhedsvæsen. Men forebyggelse sker i høj grad i fællesskaberne. I idrætten, i de frivillige aktiviteter og i de sociale relationer, der opstår omkring dem.

Her kan foreningerne være en vigtig del af løsningen – hvis vi husker at tænke dem med.

Og så er der seniorerne. Vi bliver flere ældre i de kommende år, og mange af dem vil gerne være aktive og en del af fællesskaber. Det er ikke kun godt for den enkelte – det er også godt for samfundet.

Når mennesker mødes i fællesskaber, styrker det både livskvalitet, sundhed og sammenhængskraft.

Derfor er min opfordring til folketingskandidaterne enkel:

Når I taler om skolepolitik, sundhedspolitik, kulturpolitik og ældrepolitik – så husk fritiden.

For i Danmark har vi noget helt særligt: en stærk foreningskultur, båret af frivillige mennesker, der hver dag skaber fællesskaber for andre.

Det er ikke bare fritid.

Det er en af de vigtigste byggesten i vores samfund.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler