12. november 2025

Debat: Et hospice i Favrskov – fordi det handler om nærhed og værdighed

Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Lone Glarbo, der stiller op til regionsrådet i Region Midtjylland for Danmarksdemokraterne. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Af Lone Glarbo, kandidat til Regionsrådet i Region Midt for Danmarksdemokraterne

Når man står i livets sidste fase, skal man ikke også skulle køre langt for at finde ro og omsorg.
Derfor vil jeg arbejde for, at vi får et hospice i Favrskov Kommune.

Hospicerne gør en enestående forskel – både for den døende og for de pårørende. Her møder man personale, som har valgt at arbejde netop med mennesker i livets afslutning. Det giver en helt særlig faglighed, ro og tryghed, som ikke findes andre steder.

Og det er faktisk regionen, der beslutter, hvor mange hospicepladser der skal være, og hvor de skal ligge. Derfor kan vi som region vælge at skabe et hospice tættere på borgerne i Favrskov, så både ældre, alvorligt syge og deres familier får mulighed for at være sammen i nære, rolige omgivelser.

Jeg mener, at man skal kunne leve og dø med værdighed – også her i Favrskov.
Derfor vil jeg arbejde for, at Region Midt sætter et hospice på Favrskov-kortet.

Relaterede artikler