Debat: Favrskov viser vejen – Vi skal investere i fællesskaberne

Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Morten Bang, medlem af byrådet for Danmarksdemokraterne i Favrskov. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Favrskov Kommune står stærkt. Den nyeste rapport fra DGI Østjylland dokumenterer det sort på hvidt: Vores foreningsliv er ikke bare velfungerende – det er blandt de stærkeste i hele regionen.

Med en medlemstæthed på 53,87 % er mere end hver anden borger i Favrskov medlem af en idrætsforening. Det er et imponerende tal, som placerer os helt i toppen i Østjylland. Samtidig er medlemstallet vokset med over 3 % det seneste år – en vækst, der er markant højere end gennemsnittet i landsdelen.

Det er værd at dvæle ved, hvad de tal egentlig fortæller.

De fortæller historien om et lokalsamfund, hvor fællesskaber lever. Hvor børn tager deres første skridt ind i idrætten, hvor unge finder tilhørsforhold, og hvor voksne og seniorer bliver ved med at være aktive – ikke alene, men sammen med andre. De fortæller også historien om tusindvis af frivillige ildsjæle, som hver uge får haller, baner og aktiviteter til at hænge sammen.

Favrskov er ganske enkelt et sted, hvor foreningslivet virker.

Det ses også i bredden. Vi har 65 foreninger og næsten 27.000 medlemskaber. De store idrætter som fitness, fodbold og gymnastik står stærkt, men samtidig spirer mindre idrætsgrene og lokale initiativer frem. Det er netop den kombination af stærke hovedstrømme og levende nichefællesskaber, der gør et foreningsliv robust.

Særligt bemærkelsesværdigt er udviklingen blandt voksne og seniorer. Flere og flere engagerer sig i idrætten, og det er med til at skabe et foreningsliv, der favner hele livet. Det er en kæmpe styrke – både for folkesundheden og for den sociale sammenhængskraft i kommunen.

Men selv de stærkeste fællesskaber passer ikke sig selv.

Hvis den positive udvikling skal fortsætte, kræver det, at vi tør prioritere den. Det kræver politisk mod og vilje.

Foreningerne er afhængige af gode rammer. Det handler om tidssvarende faciliteter, adgang til haller og baner og mulighed for at udvikle nye aktiviteter. Det handler om at støtte de frivillige, så det fortsat er attraktivt at engagere sig. Og det handler om at investere i de fællesskaber, som skaber værdi langt ud over idrætten – i form af sundhed, trivsel, dannelse, livsglæde og lokal sammenhængskraft.

Tallene i rapporten er ikke en endestation. De er et pejlemærke.

De viser, vi er på rette vej. Og de minder os om, at vi har noget værdifuldt, som er værd at investere i og udvikle videre på.

Nu handler det om at holde fast, bygge videre, udvikle – og turde satse, så endnu flere kan blive en del af fællesskabet.

For når vi investerer i foreningerne og faciliteterne, investerer vi i mennesker og fællesskaber. Og det er i sidste ende den vigtigste investering, vi kan foretage.

Relaterede artikler