Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Isabell Friis Madsen og Lone Boye, begge medlem af byrådet i Favrskov for Socialdemokratiet. Indlægget er udelukkende skribenternes holdning.
Isabell Friis Madsen, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet og Lone Boye, Børne- og Skoleudvalget for Socialdemokratiet og kandidat
I Socialdemokratiet ønsker vi en folkeskole, hvor flere børn og unge lykkes – både fagligt og socialt – i deres lokale skole. Derfor bakker vi op om, at der i 2026 og 2027 afsættes i alt 1,5 mio. kr. til et ambitiøst og involverende udviklingsforløb, som skal danne grundlaget for fremtidens folkeskole i Favrskov.
Det er ikke nogen hemmelighed, at vores skolevæsen står med store udfordringer. Vi ser stigende elevfravær, øget segregering og bekymrende forskelle i resultater mellem elever i almen- og specialtilbud. Alt for mange børn oplever ikke den nødvendige støtte og sammenhæng, som skaber trivsel og læring. Det skal vi tage alvorligt.
Derfor har vi brug for at sætte os ned – politikere, fagfolk, eksperter og aktører fra skolens hverdag – og i fællesskab finde nye veje. Det er kernen i det forløb, vi nu sætter i gang.
Udviklingsarbejdet skal bygge på både forskning, lokale erfaringer, viden fra forældre og skolerne og gode eksempler fra andre kommuner. Vi skal lære af det, der virker – og turde tage fat på det, der ikke gør. For os i Socialdemokratiet er det vigtigt, at beslutninger om fremtidens skole ikke træffes hen over hovedet på dem, det handler om. Vi tror på, at løsninger bliver stærkere, når de skabes i fællesskab.
Det er også værd at fremhæve, at der allerede i 2025 blev afsat en pulje på 5 mio. kr. til nye initiativer på skoleområdet – finansieret af mindre forbrug inden for specialundervisningen. Det giver os mulighed for at sætte gang i konkrete tiltag, som kan understøtte udviklingsarbejdet og give os vigtige erfaringer at bygge videre på.
Desuden er der med den nationale ”Folkeskolens kvalitetsprogram” afsat både opstartsmidler i 2024 og 2025, men også en central finansiering fra 2026 på 2,1 mio. stigende til 4,2 mio. i 2029, som er indregnet i budgettet.
Vi lægger stor vægt på, at det relevante politiske udvalg inddrages løbende i prioriteringen af midlerne, så vi sikrer gennemsigtighed og politisk ejerskab hele vejen.
Socialdemokratiet ønsker en folkeskole, hvor alle børn møder voksne, der tror på dem, og hvor der er rum til forskellighed og fællesskab. Hvor det faglige løft går hånd i hånd med social tryghed og hvor flere børn og unge bliver klar til at tage næste skridt i livet.
Det kræver mod til forandring, vilje til samarbejde og investering i fremtiden. Det forløb, vi nu sætter i gang, er ikke løsningen i sig selv – men det er et vigtigt første skridt mod en stærkere og mere inkluderende folkeskole i Favrskov.
















