Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Simon Buus Olsen, medlem af byrådet i Favrskov for Liberal Alliance. Indlægget er udelukkende skribentens holdning.
Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance, 8370 Hadsten
Når vi taler om sammenhængskraft i Favrskov, så er det ikke kommunale planer eller byrådssalens beslutninger, der først falder mig ind. Det er fodboldtræneren, der uge efter uge står ude på banen i regnvejr. Det er bestyrelsen i den lille lokalforening, der får enderne til at mødes med små midler og store ambitioner. Det er spejderlederen, der tager en flok børn med ud i naturen og lærer dem om ansvar, samarbejde og fællesskab.
Frivilligheden er vores stærkeste fællesskab. Uden den ville Favrskov være et fattigere sted at leve. Derfor skal vi som kommune altid spørge os selv: hvordan kan vi bedst støtte op om frivilligheden – uden at kvæle den i regler og papirarbejde?
Jeg tror på, at kommunen skal være partner, ikke styrmand. Når ildsjæle tager initiativ, skal vi gøre det nemt at lykkes. Det betyder mindre bureaukrati, færre skemaer og mere tillid. Det betyder, at vi anerkender, at foreningerne ikke er en forlænget arm af kommunen, men frie fællesskaber, der drives af lyst og engagement.
Det frivillige engagement er også noget af det mest inkluderende, vi har. I foreningslivet mødes børn og voksne på tværs af baggrund, uddannelse og indkomst. Det er her, vi bygger bro mellem landsby og by, mellem generationer og mellem kulturer. Det er en styrke, vi skal værne om – og som vi aldrig må tage for givet.
Hvis vi vil have stærke lokalsamfund, så er nøglen netop at give plads til dem, der skaber værdi i hverdagen. Ikke ved at styre, men ved at støtte. Ikke ved at kontrollere, men ved at have tillid.
Frivillighed kan ikke sættes på formel. Den lever af engagement og af følelsen af at gøre en forskel. Derfor skal vi insistere på, at kommunen møder de frivillige med respekt. Når en forening søger støtte til en ny hal, et nyt klubhus eller et kulturelt initiativ, skal svaret ikke være bunker af regler og ventetid – men en håndsrækning og et “hvordan kan vi hjælpe jer videre?”.
Jeg er stolt af at bo i en kommune, hvor så mange hver dag giver noget af sig selv for fællesskabet. Og jeg vil arbejde for, at vi giver dem de bedste rammer. For uden frivillighed intet foreningsliv – og uden foreningsliv et langt fattigere Favrskov.
