Vi har modtaget følgende indlæg fra Niels Christian Selchau-Mark, medlem af byrådet for Det Konservative Folkeparti og formand for Teknik og Miljøudvalget. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.
Af Niels Christian Selchau-Mark, formand for Teknik- og Miljøudvalget (K)
I en tid med livlig debat om vedvarende energi i Favrskov behandlede Byrådet den 26. maj et forslag om at igangsætte en ny samlet strategi for VE-området. Det gav anledning til debat, fordi meget af det arbejde, der blev efterlyst, allerede er politisk besluttet og i gang.
Der bliver nu skabt det indtryk, at Favrskov Byråd har sagt nej til en samlet strategi for vedvarende energi.
Det er ganske enkelt ikke korrekt.
Det, et stort flertal i Byrådet sagde nej til, var ikke strategi, åbenhed eller borgerinddragelse.
Det, vi sagde nej til, var at sætte en ny strategiproces i gang oven på et arbejde, der allerede er politisk bestilt og godt i gang.
Favrskov har allerede en vedtaget klimaplan, som sætter retning for arbejdet med den grønne omstilling. En ny klimaplan er under udarbejdelse. Byrådet har fået analyser af fremtidens elbehov. Kommuneplanen sætter allerede rammer for, hvor større VE-anlæg ikke bør placeres. Og allerede i juni skal vi politisk behandle nye kriterier for kommende ansøgningsrunder for VE-anlæg – med fokus på blandt andet natur, landskab, lokal forankring, borgerinddragelse, elnet og lokal merværdi.
Derudover arbejder vi allerede konkret med blandt andet potentialet for solceller på kommunale tage.
Kort sagt: Toget kører allerede.
Man kan godt mene, at tingene burde samles anderledes eller kommunikeres mere overskueligt. Det er en fair politisk diskussion.
Men det er noget andet end at påstå, at Favrskov først nu skal til at tænke strategisk om vedvarende energi.
Det billede holder ikke.
En stor del af de forslag, Liberal Alliance efterlyste, er allerede en del af det politiske arbejde, vi har været i gang med i flere år – blandt andet på baggrund af anbefalinger fra det tidligere Bæredygtighedsudvalg.
Det betyder ikke, at alt er perfekt.
Borgerinddragelse skal fungere.
Processer skal være tydelige.
Tillid skal tages alvorligt.
Det er vigtige diskussioner.
Men vedvarende energi er for vigtigt til politiske stråmænd.
Borgerne fortjener en reel debat om, hvordan vi bedst lykkes med den grønne omstilling — ikke et indtryk af, at Favrskov står på bar bund, når arbejdet i virkeligheden allerede er godt i gang.













