14. februar 2026

Debat: Puljepenge eller engangscheck – hvad gavner lokalt velfærd bedst?

Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Lone Glarbo, medlem af byrådet i Favrskov for Danmarksdemokraterne. Indlægget er udtryk for skribentens holdning.

Af Lone Glarbo,byrådsmedlem i Favrskov og folketingskandidat for Danmarksdemokraterne

Når Christiansborg afsætter penge til velfærd, betyder fordelingen alt for, om pengene kan mærkes lokalt.

Når staten tidligere har afsat eksempelvis 1 milliard kroner til ældreområdet, har Favrskov Kommune fået omkring 7,5 millioner kroner. Det er penge, der er blevet brugt tæt på borgerne – dér hvor behovene er kendt, og hvor løsningerne kan tilpasses lokalsamfundet.

Hvis vi forestiller os, at den aktuelle engangsudbetaling på 6 milliarder kroner i stedet var blevet sendt ud som puljemidler til kommunerne, ville det have betydet mere end 40 millioner kroner til Favrskov. Det svarer til over 7 millioner kroner om året i seks år.

Forestil jer, hvad vi kunne have gjort for de penge lokalt.

I Favrskov kunne vi have udvidet klippekortordningen, så både ældre på plejehjem og hjemmeboende med hjemmehjælp fik mere tid og mere frihed. Tid til et ekstra bad. Tid til en gåtur med hjemmehjælperen. Tid til en kop kaffe, et biblioteksbesøg, en tur i biografen eller teatret. Små ting – men ting, der betyder noget i hverdagen. Bedre køkkenfaciliteter på vores plejehjem, så de ældre kunne få mere hjemmelavet mad. Vi kunne have lavet et bedre tilbud til pårørende med hjemmeboende demens ægtefæller, eller rigtig mange andre gode ting  

Vi kunne også have realiseret den længe ønskede hal ved skolen i Foldby. Vi kunne have udvidet kapaciteten i børnehaverne, så det faktisk kunne mærkes for børnefamilierne – ikke bare på papiret, men for børnene og deres familier. 

I stedet vælger man at sende en engangscheck ud, hvor halvdelen reelt ikke har brug for den. Hvad betyder 1.000 kroner én gang for en studerende? Eller 2.500 kroner for en børnefamilie? Sammenlignet med de varige forbedringer, vi kunne have skabt lokalt gennem kommunerne, er det svært at se den langsigtede værdi.

Man bruger rigtig mange penge på en rigtig dårlig kontrollerede lappeløsning, som gavner i meget kort tid. 

Og det er jo ærgerligt,  når man nu har fundet midlerne til at gøre en forskel for rigtig mange – det er efter min mening en helt forkert prioritering.

Derfor er Danmarksdemokraterne udenfor aftalen. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler