11. december 2025

Debat: Skæv prioritering i Region Midtjylland – parkering frem for patienter

Vi har modtaget følgende indlæg fra Anders G. Christensen, regionsrådsmedlem for Venstre og kommende spidskandidat. Indlægget er udelukkende skribentens holdning.

Regionsrådsformand Anders Kühnau, Socialdemokratiet, har sammen med bl.a. SF og Det Konservative Folkeparti besluttet at prioritere gratis parkering ved regionens sygehuse – en beslutning, der kommer til at koste op mod 75-80 millioner kroner årligt.

Det er ærligt talt en mærkværdig prioritering i en tid, hvor vores sundhedsvæsen er presset til det yderste.

Vi har stadig alt for lange ventelister og patienter, der ikke får behandling i tide. Mange afdelinger kan godt bruge en medarbejder eller to mere. Vi mangler investeringer i medicoteknisk udstyr. Og vi har en psykiatri, der er voldsomt presset – senest med skandalen i Randers, hvor patienter er blevet fejlbehandlet i årevis.

Vi er ikke imod, at det skal være overskueligt og rimeligt at være patient eller pårørende. I Venstre mener vi, at patienter med kroniske sygdomme og mange sygehusbesøg, som f.eks. dialyse- og kræftpatienter, skal kunne parkere gratis. Der var der enighed i regionsrådet om, at det skulle vi i fællesskab finde løsninger på i budgetlægningen for 2026 og frem.

Det er tankevækkende, at samme formand for få måneder siden offentligt kritiserede Dansk Folkeparti for at foreslå netop det samme. Dengang var der ingen penge og regionsrådsformanden beklagede sig igen og igen over manglende økonomisk råderum til kernevelfærd.

Nu flyder kassen pludselig over, når det gælder et forslag, som tilsyneladende giver bedre overskrifter end bedre behandling.

Det hænger ikke sammen.

Vi bør spørge os selv: Hvad er vigtigst? At det er gratis at parkere – eller at man kan få hurtig og kvalificeret behandling, når man er syg?

I Venstre havde vi hellere set, at midlerne blev brugt på at afvikle ventelister, styrke psykiatrien og sikre en ordentlig behandling i tide. For det er her, borgerne mærker konsekvenserne af politiske valg – og det er her, vi som ansvarlige politikere bør prioritere.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler