Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Michael Jensen, der er byrådskandidat for Venstre. Indlægget er udelukkende skribentens holdning. Har du et læserbrev eller debatindlæg, så skriv meget gerne til os.
Af Michael Jensen, Byrådskandidat for Venstre i Favrskov
Der er al mulig grund til at rose og sige tak til de frivillige, som gør en værdifuld indsats for vores talrige klubber og foreninger i hele Favrskov. Den nuværende formand for Kultur- og Fritidsudvalget, Morten Bang, har nærmest gjort det til en tradition her i spalterne at fremhæve værdien af de frivillige ildsjæles indsats for fællesskabet. Formanden har dog altid et enøjet fokus på sporten og i særdeleshed i Hinnerup området. Hvor han efter eget udsagn viser sig tit og tager del i fællesskabet. Tak for det, Morten.
Jeg vil dog tillade mig at gøre Morten Bang opmærksom på, at der også er frivillige i alle andre dele af kommunen, som sikkert også vil sætte pris på, at den politiske chef for området kigger forbi og personligt overbringer den fortjente ros og opbakning.
Der er plads til forbedringer!
Jeg er selv formand for Kulturhuset Sløjfen i Hadsten. Her er der sket meget positivt de seneste par år, hvor det ville have klædt en formand at dukke op og vise flaget ved forskellige arrangementer, for specielt de frivillige, som er uundværlige. Men som i mange foreninger i kommunen, undres de også over, at de aldrig ser formanden for det kommunale udvalg.
Det må da ligge i opgaven som formand for Kultur og Fritid, at komme så langt rundt i kommunen som muligt og se på mangfoldigheden af frivillige. Man kan da kun hylde dem rigtigt ved at møde op. Bare en gang imellem.
I Venstre er vi meget optaget af, at det fremover skal være bedre og lettere at være frivillig. Vi har opmærksomhed på alle frivillige, uanset om de gør en fantastisk indsats i et kor, et egnsarkiv, en billed- og musikskole, i en bridgeklub, i en skydeklub eller en sportsforening for blot at nævne nogle af eksemplerne fra vores kommune. Der skal ikke være så mange ligegyldige regler. Og vi skal se på muligheder, lytte til de frivillige og give mulighed for, at de får lyst til at blive ved med at være frivillige, og samtidig at endnu flere får lyst til at være frivillig i Favrskov Kommune.