De seneste uger har flere medlemmer fra Liberal Alliance kommet med kritiske kommentarer i forhold til Favrskov Kommunes beslutning om, at afholde fem forskellige kulturfestivaler hen over året, og tilkendegivet, at pengene bedre var brugt på kernevelfærd.
De meldinger vakte vores politiske redaktions interesse, og skrev derfor til Simon Buus Olsen, der er byrådsmedlem for netop Liberal Alliance for at høre, om hans holdninger til kulturpolitikken i Favrskov.
Flere medlemmer af LA har de seneste dage været kritiske omkring den måde som Favrskov Kommune bruger deres penge på i forhold til kultur, blandt andet de fem kulturfestivaler. Hvordan forholder du dig til den måde, som kommunen forvalter sine midler på kulturområdet?
“Generelt bruger Favrskov ikke særlig mange midler på området hvis man sammenligner med de andre 97 kommuner – 10. mindst på Kultur og Fritidsområdet af alle. Herudover har man politisk prioriteret fra kommunesammenlægningen at have 4 kulturhuse, hvilket naturligt binder en anseelig del af midlerne, bl.a. på administration og drift af disse bygninger. Jeg har dog længe været kritisk omkring vores medlemskab af Kulturring Østjylland og Kulturregion Midt, som vi nu begge trækker os ud af, og får frigivet midler. I Kulturring Østjylland blev 40 % af vores midler brugt på ren administration, hvilket jeg altså mener er alt for meget og her kan pengene bruges bedre”, skriver Simon Buus Olsen til ByensNyt. og fortsætter:
“Er der andre ting, som vi kunne kigge på? Ja. Sangkraft Favrskov skal på dagsordenen senere på året, ift. en videreførelse heraf, og her kan jeg godt melde ud at jeg ikke kommer til at stemme for dette. Vi opfordrede jo f.eks. også til at man indgik i en dialog med Modelbane Europa sidste år vedr. overtagelse af Netto-bygningen i Hadsten, som ville kunne have fremtidssikret Modelbanen og gjort dem uafhængige af et driftstilskud, men det var der ikke politisk opbakning til. Så i stedet betaler vi dem nu 122.000 kr. i driftstilskud om året fra kulturbudgettet, som vi jo reelt kunne have brugt på noget andet i stedet. Så ja der er ting man kan kigge på, men det er dog også begrænset hvor meget der kan findes på kulturområdet i Favrskov, fordi mange af midlerne er bundet op i at man politisk over tid har prioriteret at have 4 kulturhuse. Heldigvis ser jeg dog ikke at vi i Favrskov er ude og bruge 1.000.000 kr. på en lysende bænk eller 20.000 kr. på bronzebelagt toastbrød, som man har set i København f.eks”.

Kritikken går også på, at midlerne der er afsat til kultur skal bruges på kernevelfærd som plejehjem, ældrepleje og psykiatri. Mener du, at Favrskov Kommune skal droppe sine udgifter til kulturområdet og bruge dem på kernevelfærd i stedet?
“Det er jo en budgetsag i så fald. Det er i budgetforhandlingerne og forligene ud fra dem, at vi fordeler midlerne ud på områderne og omprioritere hvis det er et politisk ønske, og så er det udvalgene der derpå kigger på fordelingen heraf, indenfor området henover året.
Her ser jeg det som min opgave i udvalget, at sikre vi bruger midlerne hvor de skaber mest værdi.
Og hvis det ikke skaber værdi, så er det jo ikke sådan at vi SKAL bruge pengene. Men så ryger de tilbage i kassen på området, og ikke bare over til ældreområdet f.eks.mVi har tidligere i denne periode sparet på kultur og fritidsområdet, hvor vi tog af opsparingen i kassen, for at sikre vi ikke skulle spare så meget på børn, unge og ældre”.
Er det en kommunal opgave at tilbyde kulturarrangementer til indbyggerne eller skal det primært være drevet af foreninger eller private initiativer?
“Min holdning er helt klar, at hvis ting kan drives privat eller i foreningsregi, så er det vejen frem. Vi har et unikt foreningsliv i Danmark, som jeg ved fra nogle år i Spanien, at man endda helt dernedefra er yderst misundelige over. I Favrskov har vi mange frivillige foreninger som driver store kulturarrangementer for vores borgere, f.eks. Hammel GF der står bag Hammel Hestemarked, Lions Club Hadsten der står for Lilleåmarked og HKIC i Hadsten som står for Musik på Toppen, Kandis-julefrokost, og flere andre foreninger rundt i kommunen der driver arrangementer, er forskellig karakter”.
“Er jeg kæmpe fan af at Favrskov Kommune nu skal arrangere 5 kulturfestivaller om året? Nej, det er jeg nok ikke.
Men jeg kunne godt se hvor flertallet i udvalget pegede henad, og så kunne jeg jo vælge at sætte mig udenfor døren, eller jeg kunne prøve at påvirke så meget som muligt inde ved bordet. Jeg valgte det sidste og glæder mig over at vi f.eks. sørger for at finansiere det her via eksisterende budget, fremfor at bede om en udvidelse af budgettet på området. Det var vigtigt for mig, at vi måtte klare det internt, indenfor det eksisterende budget. Vi får nu skåret til på de ting vi bruger pengene på i dag, f.eks. ved at melde os ud af Kulturring Østjylland, Kulturregion Midt og jeg har klart meldt ud – som også nævnt tidligere – at jeg ikke kommer til at stemme for en videreførsel af Sangkraft Favrskov når prøveperiode udløber ved årsskifte”.
“Og så vil jeg da gerne sige, at jeg skal være den første til at bakke op, hvis der kommer en frivillig forening og vil tage stafetten på en eller flere af de her kulturfestivaller.
Det har vi dog ikke modtaget noget der mindede om i min tid i udvalget, hvor muligheden for at søge har været der, og i øvrigt også fortsat vil være der fremover”.














