13. januar 2026

Favrskov Kommune: Ansvaret ligger hos Randers Kommune 

 Dagen efter offentliggørelsen af den længe ventede Randersundersøgelse står det klart, at Randers Kommunes arbejde i Nordic Waste-sagen har været både kritisabelt og utilstrækkeligt. 

Sådan lyder den kontante melding fra Favrskov Kommune, der har udsendt en markant og klar kommentar til undersøgelsen omkring Nordic Waste, der fortsætter:

Undersøgelsen indeholder til gengæld ingen udsagn om, at Favrskov Kommune på noget tidspunkt skulle have begået nogen som helst fejl i sagen. Tværtimod understreger undersøgelsen, at ”Favrskov befandt sig i god tro og ikke var bekendt med Nordic Waste A/S’ aktiviteter på matriklerne beliggende i Favrskov Kommune.”

For Favrskov Kommunes borgmester Lars Storgaard er det åbenlyst, hvor ansvaret for Nordic Waste-sagen ligger:

– Som vi hele tiden har sagt, så lå Nordic Waste i Randers Kommune, og de har aldrig ansøgt om at drive virksomhed i Favrskov. De har heller aldrig fået nogen form for tilladelse fra os. Favrskov Kommune har derfor heller ikke på noget tidspunkt været ansvarlig for, om virksomheden overholdt de godkendelser og tilladelser, som Randers Kommune har meddelt.

– Det var forvaltningen i Randers Kommune, der gav alle tilladelserne og derfor havde ansvaret for at føre tilsyn med, at Nordic Waste drev virksomhed i henhold til disse tilladelser. Undersøgelsen viser tydeligt, at Randers Kommune har svigtet i deres tilsyn og simpelthen bare ikke har gjort deres arbejde godt nok.

– Et eksempel herpå er, at Randers Kommune helt tilbage i februar 2023 bliver bekendt med, at Nordic Waste havde planer om at anlægge en adgangsvej i Favrskov Kommune. Det skulle Randers Kommune naturligvis straks havde orienteret os om. Først godt et år senere – og længe efter Nordic Waste-ulykken – finder Randers Kommune anledning til at kontakte os. Det er naturligvis helt uacceptabelt.

– Et andet eksempel er, at Randers Kommune har givet Nordic Waste tilladelse til at modtage og opbevare store mængder af miljøskadeligt microfiller fra Aalborg Portland på bestemte lokationer inden for Nordic Waste-området. Efterfølgende kan vi konstatere, at dele af dette materiale er blevet flyttet ind i Favrskov Kommune, og bl.a. blevet brugt til at anlægge den omtalte vej. Hvordan det kan ske, uden at Randers Kommunes tilsyn griber ind, er fuldstændig ubegribeligt for os.     

– I forlængelse heraf er det også uforståeligt, at den undersøgende advokat i sin konklusion ikke forholder sig til, at den miljøfarlige microfiller flyttes rundt i området og ind i Favrskov Kommune, uden at Randers Kommune straks griber ind. Det ser vi som en meget kritisk udeladelse i undersøgelsen.  

Lars Storgaard bifalder, at den undersøgende advokat har udtalt kritik af, at Randers Kommune i hele fire forskellige miljøgodkendelser uretmæssigt har indskrevet matrikler beliggende i Favrskov Kommune. Den kritik er borgmesteren nemlig helt enig i.  

– Jeg har forståelse for, at der en gang i mellem kan ske fejl, men at lave den samme fejl 2., 3. og 4. gang er ikke længere et hændeligt uheld, men derimod bevidste myndighedsbeslutninger.

Selvom undersøgelsen i det store hele underbygger det, som Favrskov Kommune hele tiden har ment, så er borgmesteren dog stadig kritisk over for, at undersøgelsen visse steder antyder, at Favrskov Kommune skulle have del i ansvaret på grund af det såkaldte lokalitetsprincip.

I den sammenhæng udtaler Favrskov Kommunes advokat, Henriette Soja fra Horten: ”Det forhold, at Favrskov Kommune har stedlig kompetence i Favrskov Kommune medfører ikke, at Favrskov Kommune er ansvarlig for miljøforringelser i Favrskov Kommune, som påføres kommunen af nogen, som andre har godkendt og derfor skal føre tilsyn med.”

– Som vi læser undersøgelsen, så henføres ingen af de påpegede fejl til Favrskov Kommune, siger Lars Storgaard og fortsætter:

– Når den undersøgende advokat så alligevel konkluderer, at vi i Favrskov og andre aktører skulle have et ansvar i sagen, må det være, fordi man forsøger at skubbe ansvaret over til andre. Det synes jeg er rigtig ærgerligt. 

Slutteligt finder Lars Storgaard det positivt, at undersøgelsen nu er offentliggjort, og han er glad for, at den i vid udstrækning bekræfter det billede, som Byrådet i Favrskov Kommune hele tiden har haft af Nordic Waste-sagen. 

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler