11. februar 2026

Fleksibel pasning: Borgeren frem for systemet

Vi har modtaget følgende læserbrev fra de borgerlige partier i Favrskov samt løsgænger Birgit Liin, som modsvar til Isabell Friis Madsens indlæg, som vi bragte i mandags. Læserbrevet er udelukkende partiernes holdning.

Konservative, Venstre, Liberal Alliance, Dansk Folkeparti, Danmarksdemokraterne og Birgit Liin

I dag hævder Socialdemokratiet, at det borgerlige flertal i Favrskov har fjernet penge fra dagtilbudsområdet – især med henvisning til indførelsen af deltidspasning.

Det er en påstand, vi som ansvarlige borgerlige partier i byrådet bliver nødt til at korrigere.

Hvad handler sagen egentlig om?

I Favrskov har vi ønsket at indføre deltidspasning som en mulighed for familierne. Det er ikke en tvang, det koster ikke ekstra – tværtimod, det er billigere. Ordningen giver forældre mulighed for at vælge en kortere pasningstid, for eksempel 25-30 timer om ugen i stedet for op til 50 timer. For nogle familier skaber det mere tid sammen, bedre balance og bedre mening. Modellen er frivillig og inspireret af byer som Aarhus og Viborg, hvor både borgerlige og socialdemokratiske flertal har indført ordningen.

Hvad betyder det for økonomien i kommunen?

Da forslaget blev behandlet, pegede forvaltningen på, at det kunne give en besparelse. Men det har hele tiden været en klar præmis for os, at det ikke var tænkt som en besparelse. Vi har besluttet, at hvis ordningen er billigere for daginstitutionerne, så kan de bruge de frigivne midler til andre forbedringer.

Det er altså ikke en spareøvelse.
Ingen penge er fjernet fra dagtilbudsområdet.
Ingen hænder er taget fra børnene.

Tværtimod giver fleksibiliteten mulighed for, at pædagogressourcerne kan bruges mere målrettet – og dermed styrke hverdagen for alle børn.

Normeringerne

Favrskov ligger over minimumsnormeringen – også efter indførelsen af fleksibel pasning. Det står vi fuldt ud på mål for.

Tillid til forældrene

I de borgerlige partier tror vi ikke på én løsning til alle. Vi tror på forskellighed, frihed og tillid til forældrene.

Og nu hvor interessen for vores forslag er så stor – hvilket vi sætter pris på – har vi et ærligt spørgsmål til Socialdemokratiet:

Vil I bevare deltidspasning, hvis I får flertallet?
Eller vil I fjerne det tilbud, der sikrer familierne fleksibilitet og muligheden for kun at betale for den tid, de bruger?

Lad os føre den rette samtale

Med fakta, ikke frygt.
Med respekt, ikke retorik.

For det skylder vi både børn, forældre og medarbejdere i Favrskov.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler