24. juni 2026

”For ti år siden ville vi nok have brugt pengene på skattelettelser. I dag bruger vi dem på børn og ældre”

For tredje gang i træk stiller Liberal Alliance op til kommunalvalget i Favrskov og håber denne gang endelig at få partiets første mandat i byrådet ved valget den 18. november.

Artiklen er lavet som en del af et annoncesamarbejde mellem ByensNyt og Lisa Perkins og Carsten Normann

Det er Carsten Normann fra Hinnerup, der er spidskandidat for Liberal Alliance og stiller op til byrådet for første gang, mens hans wingwoman, Lisa Perkins fra Vitten, stiller op for anden gang. Ved sidste valg fik partiet samlet under 300 stemmer og var dermed langt fra et mandat. Alligevel har partiet i dag to pladser i byrådet som følge af partihop, pladser de nu håber at kunne fastholde.

Det kræver dog et markant stemmeløft, og det er man fuldt bevidst om i partitoppen. Derfor har Liberal Alliance valgt at starte valgkampen tidligt med markante udmeldinger. Især forslaget om et Effektiviseringsudvalg har vakt debat, også blandt de nuværende byrådspolitikere. Noget, der glæder Carsten Normann og Lisa Perkins, selvom de undrer sig over den manglende imødekommenhed fra især den borgerlige lejr, anført af borgmester Lars Storgaard.

Forslaget går ud på, at hele forvaltningen i Favrskov Kommune skal kigges efter i sømmene for at se, om noget kan gøres smartere og mere effektivt. Målet er at frigøre op til 30 millioner kroner i den kommende valgperiode, som skal bruges på daginstitutioner, skoler og ældrepleje.

”Vi så i den netop afsluttede budgetrunde, at råderummet i byrådet i dag slet ikke er tilstrækkeligt til at investere i de mest kritiske områder. For eksempel blev et forslag om at afsætte 10 millioner kroner til forebyggelse af skolevægring nedstemt, alene fordi der ikke var penge til det,” siger Carsten Normann og Lisa Perkins og fortsætter:

”Favrskov Kommune gør det godt, men før den kommunale velfærd er helt på plads, og der skabes et reelt økonomisk råderum til andet end at lappe på udfordringerne, bør byrådet udvise lidt større ydmyghed over for sin egen indsats hidtil.”

Vi skal ikke falde i den samme fælde som de etablerede partier

De to kandidater er blevet kritiseret for, at de ikke kommer med mulige løsninger, men det er der, ifølge Lisa og Carsten en god grund til.

”Vi skal ikke lege politikere, før vi er blevet valgt ind, og begynde at pege fingre af, hvem der gør noget forkert. Vi skal ikke falde i den samme fælde som de etablerede partier, der tror, de allerede ved, hvordan virkeligheden hænger sammen. Vi vil hellere gå mere ydmygt til værks med en tro på, at meget faktisk kan ændres, hvis man tør være nysgerrig. Det synspunkt bakkes både op af KL, Indenrigsministeriet og Cepos, og det burde vi som byråd tage alvorligt”, siger de og opfordrer til, at der kigges på kommuner, der bruger færre penge på administration.

”En oplagt mulighed er at se mod de kommuner, der bruger færre administrationskroner per borger end Favrskov uden at gå på kompromis med kvaliteten og så lære af dem,” 

Vi skal spørge dem, der kender virkeligheden

”I dag foregår det sådan, at byrådet beder forvaltningens topfolk om at udarbejde et sparekatalog til budgettet, som politikerne derefter kan vælge fra og til,” forklarer Carsten Normann og Lisa Perkins.

”Det betyder, at de forslag, der ender på bordet, næsten altid handler om at skære i velfærden i stedet for at se på, hvordan vi kunne organisere arbejdet smartere.
I stedet ønsker vi at inddrage dem, der faktisk står midt i hverdagen: medarbejderne i daginstitutionerne, på skolerne og i ældreplejen. Vi vil spørge dem, hvad der skal til for, at de får mere tid til borgerservice, og hvordan vi kan fjerne unødigt papirarbejde, der mest af alt er sat i verden for at overkontrollere. Det er dér, vi tror, de virkelige forbedringer findes,” siger Carsten Normann og Lisa Perkins.

Carsten og Lisa understreger, at eventuelle besparelser i administrationen ikke skal bruges på skattelettelser, men på kernevelfærd, på skolerne, i daginstitutionerne og i ældreplejen, der hvor det gør mest gavn.

”Vi skal da spørge dem, der arbejder med vores børn og ældre, hvordan vi kan gøre tingene bedre,” siger de. ”Måske kan vi reducere unødvendigt administrativt arbejde og dermed frigive mere tid til det, der virkelig betyder noget. Vi tror på, at de bedste løsninger opstår, når idéerne kommer nedefra og bygges op, ikke omvendt. Der er ingen tvivl om, at nogle partier synes, vi taler med store bogstaver, og det tager vi til efterretning. Men hvis det samtidig får folk til at tænke sig om, så har vi allerede flyttet noget. Og når vi taler med partierne uden for citat, fornemmer vi faktisk en voksende forståelse for, hvad vi forsøger at opnå, og det giver os håb for samarbejdet efter valget.”

Fra lav skat til stærk velfærd og så lav skat

Carsten Normann og Lisa Perkins understreger, at når der i løbet af valgperioden er fundet effektiviseringer og frigjort det skjulte potentiale på mindst 30 millioner kroner, skal hele beløbet bruges på skolerne, i daginstitutionerne og i ældreplejen, der hvor det gør mest gavn.

”For nogle kan det måske virke som nytænkning, men for os handler det om at tage ansvar,” siger de. ”For ti år siden ville vores parti sikkert have ment, at pengene skulle bruges på skattelettelser. I dag mener vi, at de først skal bruges på at få velfærden på plads.

Vores langsigtede mål er stadig at sænke skatten, men først, når vi som kommune leverer den kvalitet, borgerne med rette kan forvente.”

Ingen skattelettelser før vi leverer det vi skal

Liberal Alliance går normalt ind for, at folk skal betale så lidt som muligt i skat, og det er også Lisa og Carstens holdning. De vil dog ikke tale om skattelettelser, før kommunen leverer det, som man som borger kan forvente.

”Ultimativt vil vi gerne give skattelettelser, men ikke før vi leverer det, vi skal som kommune. Vi skal styrke vores daginstitutioner, skoler, ældrepleje og alt det andet der er kerneopgaver, en kommune bør levere på. Når vi lykkes med det, kan vi tale om skattelettelser. Indtil da er målet klart: at drive kommunen så effektivt som muligt, så der kan frigives penge til vores børn og ældre”, fastslår Lisa Perkins og Carsten Normann.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler