Man ser ofte op mod et Folketingsvalg, at, især de store partier, kører rundt i landet i en valgbus, der er med til at skabe visuel opmærksomhed.
I Favrskov er der flere lokalpolitikere der har fået lavet print på deres bil, og den konservative politiker, Mette Nøhr fra Hammel, er gået skridtet videre, og har såmænd fået sin helt egen valgbus, omend i mindre skala.
I minibussen er der mulighed for at holde møder, og når valgkampen går ind i sin afgørende fase, hvor der skal hænges valgplakater op, så bliver bussen uden tvivl et stort aktiv. I følge Mette Nøhr, så er bussen også en måde at få synlighed på, i en tid, hvor vælgerne fravælger de politiske arrangementer, som tidligere kunne trække folk af huse.
”I stedet for at jamre over udviklingen må vi folkevalgte tænke lidt ud af boksen, og det har jeg forsøgt. Frem til byrådsvalget kommer jeg til at køre Favrskov tynd i min lille valgbus. Jeg glæder mig meget til at komme rundt og tale med mange forskellige mennesker. Høre, hvad de har på hjerte – og blive klogere på, hvordan vi kan gøre vores fælles kommune endnu bedre,” siger Mette Nøhr og fortsætter:
”Bussen er indrettet med gode sæder og et lille bord, så selv om efterårsvejret måske byder på dryp, så lader vi ikke regnen drukne den gode snak. Til en go’ politisk dialog hører en bette forfriskning, og det skal jeg nok sørge for at have med. Jeg har ikke lavet en endelig køreplan endnu, men en lang række byer – større som mindre – er allerede plottet på listen. Hvis folk har lyst til at få besøg, skal de bare sige til, så ser vi, om det ikke kan lade sig gøre,” siger Mette Nøhr.













