14. januar 2026

Morten Bang: Fire år med fællesskab – og klar til næste kapitel

Vi har modtaget følgende læserbrev fra Morten Bang, medlem af byrådet for Danmarksdemokraterne. Læserbrevet er udtryk for skribentens holdning.

Tirsdag den 16. december slutter denne byrådsperiode. For mit vedkommende giver det anledning til både eftertanke, taknemmelighed – og ikke mindst lyst til at kigge fremad.

Jeg har været formand for Kultur- og Fritidsudvalget de sidste fire år, og jeg er både stolt og ydmyg over nu at have fået genvalg og fire år mere med ansvaret for det område, jeg brænder allermest for. 

De seneste fire år har først og fremmest handlet om mennesker. Om foreninger, frivillige ildsjæle, ledere, trænere, kulturaktører og engagerede borgere, der hver eneste dag skaber fællesskab, bevægelse og liv i Favrskov. Jeg har mødt utrolig mange dedikerede og inspirerende mennesker – og det har været en fornøjelse at arbejde sammen med jer. 

Det har også været en fornøjelse at stå i spidsen for et udvalg, hvor samarbejdet med både forvaltningen og politiske kolleger, har været konstruktivt, respektfuldt og præget af fælles vilje til at finde løsninger. En stor tak til både direktører, chefer og medarbejdere, det har været et rigtig godt samarbejde på alle niveauer. Jeg vil også gerne rette en stor og oprigtig tak til Grethe Villadsen og Lone Boye for deres indsats i udvalget. Tak for gode drøftelser, engagement og samarbejde gennem perioden. Samtidig glæder det mig, at René Schneider og Simon Buus Olsen fortsætter i udvalget, så vi bevarer både erfaring og kontinuitet. 

Når vi ser tilbage på de seneste fire år, har vi sammen styrket foreningslivet og fællesskaberne i hele kommunen. Vi har gennemført udvalgsmøder og dialogmøder med foreninger og ildsjæle, hvor deres input ikke blot er blevet hørt, men også brugt aktivt i vores politiske prioriteringer. Vi har iværksat et toårigt forsøg med fritidsvejleder, der hjælper sårbare børn og unge ind i foreningslivet. Vi har hævet aktivitets- og medlemstilskuddene, oprettet puljer til udmøntning af fritids- og idrætsstrategien og bevægelsespuljen, så flere kan leve et sundere og mere aktivt liv. 

Vi har arbejdet målrettet med udvikling og videndeling gennem workshops, netværk og foredrag på tværs af foreninger. En workshop for seniorer 55+ har skabt nye netværk og mere bevægelse, og initiativer som Lokaldysten har styrket lokale fællesskaber med trivsel, motion og sammenhold i centrum. 

Frivilligheden er rygraden i kultur- og fritidslivet – og derfor har vi understøttet den gennem netværksmøder, midler til DGIs Lederakademi, et styrket samarbejde med DGI med omkring 250 aktiviteter på fire år, bedre støtte til nichesport og en enklere indgang til kommunen. Samtidig har vi arbejdet for mindre bureaukrati, så mere tid og flere midler bliver i fællesskaberne. 

På facilitetsområdet har vi investeret i vedligehold og udvikling, gennemført en facilitetsanalyse, igangsat puljer til mindre anlæg, givet kommunegaranti til foreningsfaciliteter og gennemført længe ventede forbedringer – fra fodboldbaner, dræn og lys til halgulve, robotopstregere, hegn og læbælter. Vi har også brugt mange kræfter på Moselund og Høsthuset for at skabe mere liv og aktivitet. 

Kort fortalt står Favrskovs kultur-, fritids- og foreningsliv stærkere end for fire år siden. 

Nu ser jeg frem mod næste kapitel. Det nye Kultur- og Fritidsudvalg får to nye medlemmer, Rikke Randrup Skåning og Allan Bo Andresen. Jeg ved, at de kommer med gå-på-mod, gode idéer og masser af kompetencer – og jeg er overbevist om, at vi sammen vil give kultur- og fritidslivet i Favrskov endnu et løft. Jeg glæder mig meget til det nye samarbejde. 

Med genvalg som formand fortsætter arbejdet de kommende fire år med en klar strategi: “Stærke fællesskaber, livslang bevægelse og et levende kulturliv for alle i Favrskov.” Strategien bygger på tre enkle, men afgørende principper: fællesskab først, let adgang for alle – og samarbejde som drivkraft. For de bedste resultater skabes, når kommune, foreninger, skoler, kulturinstitutioner, DGI og civilsamfund trækker samme vej. 

Jeg er stolt af det, vi har nået – og dybt taknemmelig for tilliden og samarbejdet. Men vi er slet ikke færdige! Nu starter en ny sæson. Med et stærkt fundament, store ambitioner og et fællesskab, der vil Favrskov det bedste.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler