Beslutningen har været længe undervejs, og lige på målstregen blev der såmænd også ændret en smule i placeringen, men nu skulle det være så godt som sikkert, at genbrugspladsen ved Haldum bliver til noget.
Det nye i sagen faldt på plads i går eftermiddags, da en lodsejer ved Haldum har sagt ja til at sælge noget jord der gør, at placeringen af den kommende genbrugsplads nu bliver bliver en øst-vest placering, og ikke som oprindeligt planlagt nord-syd. Det betyder, at genbrugspladsen ikke kommer helt så tæt på Haldum, som oprindeligt planlagt. Genbrugspladsen skal afløse genbrugspladserne i henholdsvis Hadsten og Hinnerup.
ByensNyt var til stede i byrådssalen og fulgte slagets gang, i en debat der til tider slog gnister.
Sagen var på byrådsmødet i går aftes, tirsdag d. 25. marts, og her var der en længere debat forud for beslutningen. Ord som borgerforagt, politisk svigt og et byråd der har tabt retningen, var noget af det, som Thake Fogh Cordt fra Enhedslisten fremlagde i sit indlæg. Han og Thomas Storm fra Venstre, var de eneste der stemte imod beslutningsforslaget.
Der var rundt i salen enighed om, at processen godt kunne have været bedre, men at man i sidste ende var nået frem til den rigtige beslutning. Søren Frandsen fra SF nævnte, at der var blevet lyttet til borgerne i Haldum, som havde gået konstruktivt til værks, og kommet med et forslag om en ny placering. Denne placering havde forvaltningen dog i sidste ende vurderet som mindre brugbar end placeringen ved Haldum, og, konstaterede han, “At blot fordi man ikke får ret, skal man ikke sige, at man ikke er blevet lyttet til”. Nok med henvisning til, at indbyggerne i Haldum har følt, at der ikke blev lyttet til deres argumenter og forslag til ny placering i tilstrækkelig grad.
Hos de Konservative var der fra Niels Christian Selchau Mark, rosende ord til Nils Borring, der har stået i spidsen for arbejdet med genbrugspladsen i kraft af sin formandsrolle i Plan- og Distriktsudvalget, og konstaterede at en ny genbrugsplads er uundgåelig, og at placeringen ved Haldum er den bedste af de scenarier, som der har været i spil.
Slutteligt slog Nils Borring fast, at han godt var klar over, at ingen ønsker sig en genbrugsplads tæt på sig, og at han derfor har fuld forståelse for indbyggerne i Haldum og deres frustrationer. I følge ham er det ikke nogen “super løsning, men det er den bedste af de løsninger vi har, men man kan godt forstå, at de ikke bare står og jubler over, at få en genbrugsplads blot 300 meter væk”.
Derefter gik man til afstemning, hvor der var to der stemte imod, og værd at bemærke er det, at Venstres to mandater stemte i hver sin retning, da Flemming Nørgaard valgte at stemme ja til placeringen af genbrugspladsen.
Nu kan arbejdet med planlægningen af genbrugspladsen så gå videre, og den officielle vedtagelse af genbrugspladsen forventes at blive taget i slutningen af 2025.
Hele debatten kan ses på Favrskov Kommunes hjemmeside