Med hastige skridt nærmer vi os datoen for kommunalvalget, som denne gang afholdes 18. november, hvor der i øvrigt også skal stemmes til regionsrådsvalget. På stemmesedlen til byrådet står for tredje gang Rikke Randrup Skåning, der stiller op for Socialdemokratiet.
Rikke Randrup Skåning, der bor i Hadbjerg, lige uden for Hadsten, er selvstændig fysioterapeut med fokus på børn og unge, og har siden 2018 siddet i byrådet for Socialdemokratiet, hvor hun ved sidste valg fik tæt på 500 personlige stemmer. Hun er formand for Social og Sundhed, mens hun også sidder i bestyrelsen i Favrskov Forsyning.
I hendes første valgperiode var det Socialdemokratiet, under ledelse af Nils Borring, der havde borgmesterposten, mens det efter sidste valg blev Lars Storgaard der løb med den post. Til stor overraskelse for mange, og nok i udbredt grad blandt socialdemokraterne. Men selvom det har betydet fire år i opposition på papiret, så føler Rikke Randrup Skåning ikke, at det har føltes sådan.
”I nogle enkelte sager kan man da godt mærke, at vi er i opposition, men generelt vil jeg sige, at vi har et godt samarbejde i byrådet, og jeg synes at Socialdemokratiet har taget ansvar og arbejdet konstruktivt i hele perioden. For nylig har flere fra den borgerlige blok, været ude og kritisere, at byrådet, efter deres mening, ikke tager nok initiativ og ikke har lyst til at kigge kritisk på, hvordan vi driver kommunen, og jeg kan på sin vis godt forstå, hvad de siger, når man ser det udefra”, fortæller Rikke Randrup Skåning til ByensNyt, og kommer med en tilføjelse:
”Men, jeg synes ikke vi er ukritiske i byrådet og ikke forholder os til, hvordan tingene bliver gjort, men faktum er bare, at Favrskov er en veldrevet kommune. Jeg er godt klar over, at det er den lidt kedelige historie, men vi sammenligner os jo også med de andre kommuner, og her bliver jeg ofte bekræftet i, at Favrskov er godt med og gør tingene rigtigt. Dermed ikke sagt, at vi ikke kan blive bedre, det skal vi hele tiden bestræbe os på, men i det store hele, så har vi en god kommune”.

Rikke er ”opvokset” med Favrskov Kommune
Rikke Randrup Skåning flyttede til Hadbjerg i 2006, og nåede derfor lige præcis at bo i Hadsten Kommune i en måneds tid, inden det blev til Favrskov Kommune, hvor hun i øvrigt har været ansat tidligere gennem flere år. Derfor har hun heller ikke nogen historik med de fire kommuner, der blev slået sammen til det nuværende Favrskov, og for Rikke er der ikke en øst-vest problematik, som andre stadig forsøger at holde fast i.
”Jeg bor i Hadbjerg, men jeg hører til i Favrskov, og det er mit udgangspunkt. Jeg synes det klæder os bedst som politikere, at tage vare på hele Favrskov, men jeg kan sagtens se, at det som indbygger i de enkelte byer er lidt mere broget. Jeg tror muligvis, at hvis jeg ikke havde været ansat i kommunen og efterfølgende var blevet politiker, så kunne det da sagtens være, at jeg havde haft mere fokus, udelukkende på Hadbjerg og Hadsten. Man kommer nok ikke naturligt i andre byer, hvis man ikke har en grund til det, og det giver god mening, tænker jeg, men jeg kan 100 procent skrive under på, at vi har en opmærksomhed på hele kommunen, og at vi fordeler midlerne efter bedste evne. For mig eksisterer øst-vest problematikken ikke, men måske har vi en opgave i byrådet omkring, at vi skal blive endnu bedre til at kommunikere omkring, hvorfor vi gør som vi gør, fordi vi gør alt, hvad vi kan, for at udvikle kommunen, uanset, hvor du bor”, fastslår Rikke.
Der har det seneste år været to markante sager i og omkring Hadsten, der har fået sindene i kog, især hos dem, der får det tæt ind på kroppen. Den ene sag handler om lukning af genbrugspladserne i Hadsten og Hinnerup, til fordel for en helt ny og større plads, nord for Haldum, og den anden er en kommende solcellepark lige uden for Hadsten mod Nr. Galten.
Begge sager har været undervejs gennem længere tid, men har for alvor fået opmærksomhed i år, blandt andet ved flere borgermøder og beslutninger i byrådet. To sager, som man ikke nødvendigvis vinder popularitet på, men, siger Rikke, man er nødt til at turde træffe beslutninger, der rækker mange år ud i fremtiden, også selvom det ikke altid er lige populært.
”Det kan da godt være at det koster mig stemmer, og ultimativt min plads i byrådet, men så må det være sådan. Som politiker er man til tider nødt til at træffe beslutninger, der rækker mange år ud i fremtiden, fordi det er nødvendigt og mest ansvarligt, og det synes jeg vi har gjort i de to sager, og sådan skal det være, ellers skal man ikke gå ind i politik”.















