Der har de seneste dage været stor debat i både pressen og på vælgermøderne om borgmester Lars Storgaards ønske om at bygge en ny administrationsbygning i Ulstrup til omkring 50 millioner kroner.
Liberal Alliance deler her Socialdemokratiets synspunkt: Det er, i følge partiet, alt for tidligt at kaste sig ud i et så stort anlægsprojekt uden en samlet og langsigtet plan for hele kommunens administration.
“En ny administrationsbygning i Ulstrup kan på sigt være en fornuftig investering – men kun hvis den er en del af en gennemtænkt plan, der dækker hele kommunens behov. Lige nu mangler borgmesterens udmelding den langsigtede retning, som Favrskov har brug for.” siger Carsten Normann, spidskandidat for Liberal Alliance i Favrskov i en pressemeddelelse.
Liberal Alliance bakker derfor op om ønsket om først at få udarbejdet en samlet analyse, før der investeres mere end det mest nødvendige i de eksisterende bygninger.
“Vi bør udarbejde en plan med et 8–10 års perspektiv, hvor flere scenarier undersøges: Giver det stadig mening at holde fast i den decentrale struktur? Eller er det tid til at samle kræfterne i et moderne, bæredygtigt administrationscenter, som på sigt giver både bedre arbejdsmiljø og lavere driftsudgifter?” uddyber Carsten Normann.
For Liberal Alliance handler sagen om ansvarlighed, gennemsigtighed og fremsynet prioritering af kommunens midler.
“Et 5-årigt perspektiv frister til lappeløsninger. Et 20-årigt perspektiv skaber langsigtet ansvarlighed. Vi skal hæve blikket og tænke i helheder – så kommende generationer kan se tilbage på et byråd, der traf beslutninger med omtanke og udsyn. Og som ny i kommunalpolitik både undrer det og bekymrer mig, hvis man i byrådet på den måde træffer beslutninger uden også at have det lange lys på,” siger Carsten Normann.
Liberal Alliance vil derfor arbejde for, at der udarbejdes en samlet, strategisk plan for Favrskovs administrative struktur, før der træffes beslutning om nye store investeringer.













