I de senere år har flere kommuner åbnet op for, at kommunens indbyggere kan stille et borgerforslag. Det kendes også fra Folketinget, hvor man kan få sit borgerforslag taget op i folketingssalen, hvis forslaget er godkendt og har mere end 50.000 underskrifter bag sig.
Nu er turen så kommet til Favrskov, hvor en gruppe partier har taget idéen op. Forslaget blev fremlagt tilbage i november, hvor byrådet besluttede, at forvaltningen skulle arbejde videre med forslaget og komme med retningslinjer.
Det arbejde er nu slut, og man har derfor indstillet til byrådet, at man fra 2026 kan komme med borgerforslag til byrådet. Den formelle vedtagelse sker på tirsdag, hvor der er byrådsmøde og, hvor der på forhånd er flertal for forslaget.
Et borgerforslag kan handle om alle de forhold, som Byrådet har kompetence til at beslutte. Borgerforslagene skal i øvrigt opfylde nedenstående krav:
Det skal være inden for kommunens kompetenceområde
Det skal være lovligt
Det skal være forståeligt
Det skal være skrevet på dansk
Det må ikke indeholde fortrolige eller personfølsomme oplysninger
Det må ikke være stødende, injurierende eller chikanerende mv.
Det må ikke indeholde reklame
Det må ikke indeholde opfordring til at støtte bestemte organisationer mv.
Emnet må ikke have været behandlet politisk i Favrskov Kommune de seneste fire år eller være under aktuel politisk behandling i Favrskov Kommune.
Oprindeligt var det foreslået, at man skulle have mindst 1000 underskrifter, for at kunne stille et borgerforslag, men det er antal er nu nedjusteret til 900 underskrifter fra folk over 16 år i Favrskov Kommune. At det er muligt at stille og støtte et borgerforslag fra man er 16 år gammel er blandt andet fordi, i følge partierne bag forslaget, at man derved øger den demokratiske deltagelse.
Alle godkendte borgerforslag skal i følge forslaget tages op på det førstkommende byrådsmøde uden administrativ bearbejdelse. Et borgerforslag skal som udgangspunkt udløbe tre måneder efter, at det er offentliggjort på kommunens hjemmeside og man forventer at anvende Go-Vocal som brugerplatform, hvilket er en brugervenlig platform, som godt 20 andre kommuner i forvejen bruger.
Du kan læse meget mere om borgerforslag og de nærmere detaljer på Favrskov Kommunes hjemmeside.