19. januar 2025

Storgaard: Det kom som en overraskelse for mange – nok også for mig selv

2025 byder på både Regionsrådsvalg og Kommunalvalg til november, og i den anledning har vi talt med borgmester for Favrskov Kommune, Lars Storgaard, om de første tre år i den øverste position i kommunen.

Tilbage i 2021 var der nok ikke mange, der havde forestillet sig, at Lars Storgaard ville stå som sejrherre efter kommunalvalget, men et rekordvalg til hans parti, Det Konservative Folkeparti, hvor hele seks kandidater blev valgt til byrådet, gjorde at tingene blev vendt op og ned.

Ved det foregående valg havde partiet fået valgt to kandidater ind, Lars Storgaard og Charlotte Green. Til trods for en forventning om, at partiet ville gå frem til i hvert fald fire mandater, så lå det ikke i kortene, at Lars Storgaard skulle blive ny borgmester for Favrskov Kommune og dermed bryde tolv års Socialdemokratisk dominans. I stedet for fire, så endte De Konservative med at få valgt seks kandidater ind, og med et skidt valg til Venstre, der blot fik fem mandater, stod det pludselig klart, at der for det første kunne skabes et borgerligt flertal, og at det logiske udfald af dette ville betyde, at Lars Storgaard ville blive ny borgmester.

”Det kom som en overraskelse for mange, og nok også for mig selv, at valget gik som det gik. Det gjorde det jo ud fra, at på det tidspunkt havde Socialdemokratiet 11 mens Venstre havde ni i byrådet og vi selv var to. Så det lå jo ligesom i kortene, at det enten skulle være en socialdemokrat eller en Venstre mand der skulle være borgmester. At Konservative skulle tredoble sig selv, så vi stod med seks mandater, det var der jo nok ikke mange der havde forudset”, fortæller Lars Storgaard til ByensNyt.

På valgdagen var Lars Storgaard valgformand i Ulstrup Hallen, og kunne derfor ikke forlade hallen, før de sidste stemmer var talt op om aftenen. Samtidig begyndte de første resultater at tikke ind, og de gav en klar indikation af, at et overraskende positivt valg for Konservative var under opsejling. Mens folk fra partierne begyndte at indfinde sig i Kulturhus InSide i Hammel, hvor Favrskov Kommune holder samlet valgfest, måtte man spejde langt efter Lars Storgaard, der første dukkede op over midnat, hvor lokalpressen og hans partifæller ventede i spænding.

”I løbet af aftenen begynder de første resultater at vise, at noget stort er under opsejling, og min telefon begynder at ringe meget. Samtidig skal jeg forsøge at koncentrere mig om optællingen, da jeg jo er valgformand, og kan ikke tage derfra før det hele er talt op og underskrevet, så det er jo først på den anden side af midnat, at jeg ankommer til Hammel, hvor pressen venter på mig. Der er ingen der har kunnet gøre noget for alvor, før jeg kom, fordi det var jo mig der sad med nøglerne til borgmesterkontoret, så det er jo meget sent på natten, før der reelt kommer forhandlinger i gang”, konstaterer borgmesteren, der i samme åndedrag siger, at man kan være helt sikker på, at han er tilstede i Hammel fra start af, når der 18. november igen er kommunalvalg.

De kommende timer, natten til onsdag, og onsdag aften pågår der forhandlinger i den borgerlige lejr, hvor Lars Storgaard også er nødt til at forholde sig til sin situation på den private front. Hans kone er dødelig syg af kræft, og han er derfor meget i tvivl om han overhovedet kan påtage sig rollen som borgmester. Hans kone, Inge-Merete, får ham dog overbevist om, at han skal sige ja til posten, og da hans nærmeste i partiet lover ham fuld opbakning i den første tid, så er vejen banet for et overraskende borgmester-skifte.

Anden og tredje del af interviewet med Lars Storgaard kommer i de kommende uger.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler