22. januar 2026

Tirsdag vedtages kommende genbrugsplads nær Haldum

Der er mange punkter på dagsordenen, når der i morgen, tirsdag den 16. december, afholdes byrådsmøde i byrådssalen i Hammel.

Det er årets sidste byrådsmøde, og samtidig også denne valgperiodes sidste møde, hvilket betyder et farvel til flere byrådspolitikere. Hele otte byrådspolitikere takker af efter denne valgperiode, blandt andet Nils Borring, der efter 27 år i byrådspolitik, nu tager en tørn i regionsrådet i Region Midtjylland fra 2026.

Ud over Nils Borring, stopper også Flemming Nørgaard, Erling Kvist Andersen, Maria Katarina Degn og Birgit Liin efter eget ønske, mens Torben Christensen, Grete Villadsen og Erling Høy ikke fik nok stemmer til et genvalg.

Alle otte er, sammen med de 17 andre byrådspolitikere i Favrskov, på plads i byrådssalen i morgen eftermiddag klokken 16, hvor årets sidste byrådsmøde afvikles i Hammel. Her skal de igennem hele 23 punkter, hvoraf flere er ganske interessante.

Særligt punkt 18 påkalder sig opmærksomhed, da det er vedtagelsen af den kommende genbrugsplads tæt på Haldum. Den skal afløse genbrugspladserne i Hadsten og Hinnerup, der inden for de kommende år, ikke kan opfylde diverse miljøkrav, blandt andet på grund af pladskrav. Vedtagelsen har været undervejs gennem længere tid, og der har været diverse høringer og borgermøder, hvor særligt placeringen har affødt mange diskussioner, både blandt borgere og i byrådssalen.

Nu skulle placeringen dog stå fast, og tirsdag bliver genbrugspladsen så endeligt vedtaget, hvor det forventeligt kun bliver Thake Fogh Cordt der stemmer imod, mens resten af byrådet ser ud til at stemme for.

Lokalplanen for det kommende serviceområde ved Ødum og E45, hvor der bliver restauranter, ladestandere, tankstation med vaskehal og kiosk, bliver også vedtaget tirsdag, og dermed kan arbejdet påbegyndes i nær fremtid. Det er Eriksen Projektudvikling, der forestår opførelsen af det kommende serviceområde.

Resten af dagordenen kan ses på Favrskov Kommunes hjemmeside, og selve byrådsmødet kan enten følges fra tilskuerrækkerne i byrådssalen eller via Kommune TV, der også findes på kommunens hjemmeside.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler