Vi har modtaget følgende debatindlæg fra Simon Buus Olsen. Indlægget er udelukkende skribentens holdning.
Af Simon Buus Olsen, Byrådsmedlem for Liberal Alliance i Favrskov, Bøgehaven 8370 Hadsten
For nylig var jeg via Folkeoplysningsudvalget med til at bevillige midler til kæphæsteridning i Vellev IF. Min første tanke, da jeg så overskriften på ansøgningen, var om det virkelig var en ting, det her kæphæsteridning. Men det er det, og Dansk Ridesports Forbund har også nogle retningslinier for hvad det er og hvad det gør godt for.
Nu kunne jeg så med glæde læse at indtil videre 10 unge piger har givet sig i kast med kæphesteridning i Vellev IF efter blot 3 træninger. Det er fantastisk, stærkt initiativ og arbejde af de frivillige bag.
Hammel GF vil nu også udvide med dart, som jeg selv nyder at spille, selvom jeg er utrolig dårlig til det. Det er ikke mange år siden at dart var anset som en værtshusleg og ikke som sådan noget foreningsrelateret.
Det har ændret sig over de seneste år, og at Hammel GF nu vil udbyde det som en gren af deres store forening, er jo helt fantastisk.

Frivillige foreninger samler folk, og skaber fællesskaber for alle borgere indenfor mange forskellige områder. Både organiseret, men også uorganiseret.
Oftest er det båret alene af frivillige, andre gange bakker foreningsansatte op og er med til at sætte baren endnu højere.
Da jeg tog min bachelor i Barcelona faldt jeg i snak med min engelske fodboldtræner om det danske foreningsliv, hvor han godt kendte til det, og roste det til skyerne. Det var noget helt unikt at det lå i vores kerneværdier, at hvis vi skal have et frit liberalt samfund, så skal vi også byde ind med de ting vi kan, udover bare vores arbejdskraft, for at samfundet kan holde sin fremgang, der skaber frihed og muligheder for alle borgere.

Og han har ret, foreningslivet kan noget helt specielt. Se bare på undersøgelser der viser at børn og unge der er foreningsaktive, trives væsentligt bedre end dem som ikke er foreningsaktive.
De børn og unge der har været foreningsaktive i deres ungdom klare sig bedre i skolen, får en højere indkomst som voksen, færre sygdomme, mindre sandsynlighed for at blive afhængige af stoffer, alkohol eller bare cigaretter. Og mange andre gode ting, som foreningslivet bærer med sig.
Derfor skal vi også understøtte foreningslivet, uanset om det måtte være fodbold, håndbold, gymnastik, musik, sang, billedskole, kæphæsteridning eller dart.
Vi skal aldrig tvinge nogen til noget, men kære forældre – skynd jer at tage med jeres børn ud i det spirende frivillige foreningsliv i Favrskov. I bliver ikke skuffet, i bliver også en del af fællesskaberne, når jeres børn får nye venner, dygtiggøre sig, får oplevelser, og alle de andre gode ting som foreningslivet medfører.














