I de kommende uger spørger Jobcenter Favrskov borgerne i kommunen, der har tilknytning til jobcentret, om, hvordan deres oplevelser med centeret er i en anonym tilfredshedsundersøgelse.
Det er fjerde gang, at Favrskov Kommune spørger til borgernes tilfredshed med Jobcenter Favrskovs service. De tidligere undersøgelser har blandt andet ført til iværksættelse af indsatser, som har gjort det nemmere for borgerne at komme i kontakt med jobcentret over telefonen, lige som jobcentret har øget sit fokus på at skrive bedre og mere forståelige breve til borgerne.
“Formålet med undersøgelsen er naturligvis at videreudvikle servicen i jobcentret. Og vi lærer noget, hver gang vi spørger borgerne om deres oplevelser i jobcentret – både hvor vi gør det godt, og hvor vi kan gøre det bedre. Jeg forventer både ris og ros, og vi tager imod begge dele. Det er vores vigtigste opgave at hjælpe borgerne videre i job eller uddannelse, og de input, vi får fra borgerne, kan vi bruge til at hjælpe dem på en endnu bedre måde”, siger Isabell Friis Madsen, der er formand for Arbejdsmarkedsudvalget, til kommunens hjemmeside, hvor du kan læse hele historien.