13. december 2025

”Vi er blevet taget enormt godt imod af vælgerne”

På tirsdag falder vælgernes dom over for de opstillede kandidater til kommunalvalget, og to af dem der har forsøgt at bryde gennem lydmuren over for indbyggerne i Favrskov er Carsten Normann og Lisa Perkins fra Liberal Alliance.

Det er Carsten Normanns første kommunalvalg, mens det er anden gang for Lisa Perkins, om end hun ved sidste valg mere agerede support til Nikolaj Wang, der ellers havde været eneste kandidat for Liberal Alliance. Denne gang er hun gået fuldtonet ind i kampen om en plads i byrådet, og har sammen med resten af Liberal Alliances kandidater, formået at gøre vælgerne opmærksomme på, at partiet gerne vil vælges ind.

Partiet, med Carsten Normann i spidsen, er gået til valg på især et punkt, som har vakt en del opmærksomhed blandt de andre partier. Man vil nemlig gerne kigge nærmere på, efter valget, om man kan gøre Favrskov Kommune mere effektiv og velfungerende for derved at frigøre ressourcer, der kan bruges på yderligere kernevelfærd. Flere partier har set forslaget som et spareforslag, og det er bestemt ikke blevet modtaget lige positivt blandt byrådets andre partier.

Carsten og Lisa har været insisterende og været klar til at diskutere deres politik, hvilket har afstedkommet debatter på Facebook og vælgermøder, blandt andet med borgmester Lars Storgaard. De to kandidater fra Liberal Alliancer medgiver, at det til tider har virket voldsomt, men konstaterer samtidig, at det ikke har slået dem ud af kurs.

”Jeg har været leder i flere forskellige virksomheder gennem tiden, og er på den måde ganske robust, så selvom det undervejs i valgkampen har været udfordrende og flere har forsøgt at få mine budskaber til at fremstå utroværdige, så slår det mig på ingen måder ud. Jeg vil sige, at jeg har været i markant vildere stormvejr i min erhvervskarriere end i denne valgkamp, men derfor er jeg alligevel blevet overrasket over, at vores budskaber er blevet modtaget så kritisk, som de er, blandt andet fra borgmesteren”, lyder det fra Carsten Normann, der bliver suppleret af Lisa Perkins:

”Jeg er meget overrasket og har også været personligt berørt over, at vi har fået så meget modstand fra konservativ side, som jo i vores verden er dem vi skal samarbejde med. Jeg har ved flere lejligheder tænkt, at vi har fået mere positiv respons fra blandt andet SF, som har anerkendt flere af de ting som vi er kommet med, og det har været lidt specielt må jeg sige”.

De er dog begge enige i, at det samlet set har været positivt at føre valgkamp, og er blevet taget godt imod på gader og stræder samt de mange vælgermøder, som de hver især har deltaget i.

”Vi er blevet taget enormt godt imod af vælgerne og har haft mange gode snakke undervejs, så det samlede billede af valgkampen er særdeles positivt. Det har også været hårdt, slidsomt og lærerigt, og vi tager mange ting med os videre, uanset, om vi bliver valgt ind eller ej”.

Holder stor valgfest, hvis de bliver valgt ind

Der er tre kandidater på Liberal Alliances liste der formentligt har størst chance for at blive valgt ind, og udover Carsten og Lisa, så er det Simon Buus Olsen, der allerede sidder i byrådet. Han blev oprindeligt valgt ind i byrådet for partiet Venstre, men skiftede i starten af 2024 til Liberal Alliance, så partiet mangler reelt at bevise, at de kan trække deres eget mandat.

”Jeg tror vi har en god chance for at få valgt to mandater ind, og Lisa og jeg har allerede nu besluttet, at vi bliver vi valgt ind sammen, så inviterer vi alle dem der har stemt på os til valgfest, hvor vi byder på mad og drikke, og skulle det helt utrolige ske, at vi får tre mand ind, så holder vi en kæmpe fest”, lyder det begejstret fra Carsten, mens Lisa tilføjer:

”Vores idé er, at folk der har stemt på os, skal skrive ned i to bøger, hvorfor de har stemt på os, og hvad håber de, vi vil sætte i gang og få igennem i byrådet, hvorefter vi mødes igen de kommende år, for at evaluere. Hvad har vi arbejdet med, hvad har vi gjort og hvilke sager har der været, og så kan vi få en snak omkring vores arbejde, og hvad de næste mål skal være. Vi er stemt ind for at gøre en forskel, og det skal vores vælgere kunne følge med i, ikke bare til næste valg, men også undervejs”, konstaterer Lisa Perkins.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler