Til november er der kommunalvalg, og i den forbindelse har vi taget en snak med borgmester i Favrskov Kommune, Lars Storgaard, omkring de første tre år i kommunens øverste position.
Lars Storgaard kom til efter 12 år med socialdemokraten Nils Borring på borgmesterposten, efter et valg, hvor hans eget parti, Det Konservative Folkeparti, fik en fremgang fra to pladser i byrådet til seks pladser. Da Venstre gik markant tilbage og blot mønstrede fem mandater, og der samtidig kunne skabes et borgerligt flertal i byrådet, blev valgets logik, at Lars Storgaard blev udnævnt til borgmester.
I de første tre år har Lars Storgaard været meget synlig, både i forhold til erhvervslivet, hvor han har besøgt mange af kommunens over 900 virksomheder, men også i det borgernære, hvor foreninger, kulturinstitutioner, plejecentre og meget andet, har nydt godt af hans tilstedeværelse. Han har også, ifølge ham selv, haft stor fokus på, at Favrskov skulle være en kommune i balance, hvor det er godt at bo, leve og arbejde, samtidig med, at økonomien er stærk og sund. En opgave, som Lars Storgaard føler, han er kommet godt i mål med.
”Det der altid har været vigtigt for mig er, at der skal være orden i økonomien, og at vi skal have en kommune der er i balance. Favrskov skal være et godt sted at bo, leve og arbejde i, og det mener jeg helt bestemt, at vi er kommet i mål med. Der er kommet styr på økonomien, og til stor glæde, så er det jo hele byrådet der bakker op om den linje der er blevet lagt, og som har bragt os et godt sted hen”, fortæller Lars Storgaard.

I mange år har det østlige af Favrskov Kommune været kraftcentret og drivkraften i forhold til erhvervslivet, men Lars Storgaard pointerer, at man er godt i gang med at få hele kommunen med.
”Der er ingen tvivl om, at det stadig er den østlige del af kommunen der er kraftcenter for erhvervslivet, og den del skal vi fortsætte med at udvikle på, men vi må bare ikke glemme resten af kommunen. I Ulstrup sætter vi gang i udviklingen af Expedit-grunden, vi udstykker i Thorsø med mange grunde samtidig med at vi udvikler på midtbyen, hvor vi har købt det gamle hotel, der skal omdannes til boliger rettet mod seniorer”, siger Lars Storgaard og fortsætter:
”I Lading udvikler vi også, samtidig med, at også en privat udstykning er på vej, og kigger vi mod kommunens tredjestørste by Hammel, så er der også gang i flere spændende ting der. Vi udstykker mange grunde, og samtidig er vi klar med erhvervsjord, der uden tvivl bliver et aktiv, når den nye vej mellem Aarhus og Viborg kommer”.
Lars Storgaard konstaterer, at den østlige del af Favrskov med sin placering tæt på Aarhus og E45, helt naturligt vil være mere attraktiv for placering af virksomheder, end hvis man kigger mod vest.
”Der er ingen tvivl om, at der er mere vækst i den østlige del af Favrskov, hvilket er helt naturligt, men som jeg også nævner tidligere, så udvikler vi bestemt også i resten af kommunen på forskellig vis. I de senere år har mange af de mindre byer oplevet en positiv udvikling, og det skal vi gøre alt, hvad vi kan, for at bakke op omkring. Jeg fornemmer flere steder, at man har et stærkt fællesskab og laver mange ting sammen, og hvor forsamlingshusene er blevet kraftcentre. Det er med til at få familier til at flytte dertil, og den udvikling skal vi støtte op om. De små byer kan noget andet end Hinnerup, Hadsten og Hammel og det skal vi huske at værdsætte og støtte op om så godt vi kan”, fastslår borgmesteren, der genopstiller til kommunalvalget.














