13. februar 2026

Vores dagtilbud skal havde de penge tilbage, som det borgerlige flertal har fjernet

Vi har modtaget følgende læserbrev fra Isabell Friis Madsen, borgmesterkandidat for Socialdemokratiet. Læserbrevet er udelukkende skribentens holdning.

Af Isabell Friis Madsen, Borgmesterkandidat for Socialdemokratiet

Det er tid til, at byrådet skal forhandle om kommende års kommunale budget. Takket være den økonomiaftale, der er indgået mellem KL og Regeringen, ser det heldigvis fornuftigt ud i Favrskov Kommune. Der er derfor ikke lagt op til, at kommunen samlet set skal ud i besparelser. Det er godt – for vi har brug for pengene. Den socialdemokratiske byrådsgruppe har sendt flere forslag ind i forhandlingerne. De handler om at styrke vores velfærd – og at vi gør Favrskov til en grønnere kommune! 

Vi har blandt andet følgende forslag: Vi ønsker, at vores dagtilbud skal have tilbageført de økonomiske midler, som et borgerligt flertal har valgt at fjerne ved implementeringen af deltidspasning. Vi ser gerne, at førskoletilbuddet afkortes, så vores mindste børn får lidt længere tid i børnehaven. Vi håber på opbakning til vores forslag om, at der skal være bedre aflastningsmuligheder for dem, der er pårørende til en person med kognitiv svækkelse, eksempelvis på grund af demens. Og at byrådet vil bakke op om det forslag vi har fremsendt sammen med SF, som handler om midler til arbejdet med naturplanen. Og så har vi selvfølgelig fastholdt vores forslag om, at der skal bygges en ny hal i forbindelse med byggeriet af en ny skole og dagtilbud i Foldby-Norring. Vi ser frem til at drøfte disse, og en hel række andre forslag, med resten af byrådet. Der skal ikke være tvivl om, at vi arbejder for fællesskabet Favrskov, for velfærden – og for en grønnere fremtid.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler