I lørdags fejrede Hadsten Børnehave på Lindevej deres 60 års fødselsdag, og det gjorde de med sang, taler, leg, pølsevogn og masser af kage.
Lige op til festlighedernes start klokken 10, var der regn på programmet, og da der var lagt op til at aktiviteterne skulle foregå udendørs, så var det ikke lige det vejr, som var ønskeligt.
Da ByensNyts udsendte bevægede sig mod børnehaven, lidt over 10, brød solen heldigvis frem, og sådan fortsatte det frem til klokken 13, hvor fødselsdagen sluttede, hvilket i den grad gjorde det noget sjovere for både børn og voksne.

Rigtig mange var mødt frem for at fejre Hadsten Børnehave, som er Hadstens første og dermed også ældste børnehave, heriblandt flere tidligere medarbejdere. Elsa Kamp Møller var Hadsten Børnehaves første praktikant i 1967, og hun tænker tilbage på en god tid.
“Jeg husker det som en god tid, og det blev starten på min uddannelse til pædagog. Jeg havde været et år i London, hvor jeg var au pair, og stillingen i Hadsten var den eneste der var slået op, så den søgte jeg og fik den heldigvis. Efterfølgende kom jeg på seminariet og blev uddannet, og flere år senere endte jeg så igen i Hadsten, hvor jeg har boet lige siden”, fortæller Elsa, der har været ansat i Neder Hadsten Børnehave gennem mange år.
Hadsten Børnehaves nuværende leder, Trine Hjortshøj Sørensen, glædede sig over, at så mange havde valgt at prioritere børnehavens fødselsdag, som i følge hende, havde grebet om sig i forhold til, hvad de oprindeligt havde planlagt.
“Når man fylder 60 år skal det selvfølgelig fejres, og vi har lidt en tendens til at tænke at “det ordner vi lige”, og så bliver det lidt stort”, kommer det storgrinende fra Trine, der fortsætter:
“De første snakke begyndte allerede for et års tid siden, og siden da er vi så blevet mere konkrete på, hvad dagen skulle indeholde. Personalet har lagt en stor indsats i fejringen, og den sidste uges tid har også børnene været involveret i diverse ting og sager, så alle mand på dæk”.

Hadsten Børnehave blev grundlagt blandt andet af Jytte Gadeberg, der havde et ønske om at komme på arbejdsmarkedet, hvilket dengang kunne være svært for kvinder, da børnehaver ikke eksisterede og man derfor selv skulle passe sine børn, indtil skolestart.
“Jytte Gadeberg gjorde et stort stykke arbejde for at etablere børnehaven, og selvom hun mødte velvilje blandt mange, så var der bestemt også en del, der ikke brød sig om projektet, har hun fortalt til mig. Det skyldtes at det ikke var velanset, at kvinder kom på arbejdsmarkedet, men i 1966 lykkedes det altså til sidst, og siden da har børnehaven ligget her på Lindevej”, fortæller Trine, der har været leder af børnehaven i fire år.


Hadsten Børnehave er en selvejende institution som har 50 børn, og har det der kaldes driftsoverenskomst med Favrskov Kommune, hvilket blandt andet betyder at man er med i pladsanvisningen. Børnehaven har sin egen bestyrelse, der selv ansætter og afskediger personale, og er med til de store beslutninger i børnehavens daglige drift.












