14. december 2025

Repair Café Hadsten tog første spadestik – nyt møde til marts

I går aftes blev der afholdt første møde i Kulturhus Sløjfen, med henblik på at starte en Repair Café i Hadsten. En del var mødt op for at høre nærmere, men dog ikke nok til at man tog en endelig beslutning om at starte op. Nyt møde er programsat til 24. marts klokken 19.30 i Sløjfen.

Da ByensNyts udsendte troppede op i Lokale 3 i Sløjfen, hvor mødet om Repair Caféen skulle afholdes, så det ganske lovende ud. 16-17 personer var samlet i lokalet, så umiddelbart virkede det jo til, at interessen var stor. Det viste sig dog hurtigt, at godt halvdelen var fra Repair Caféerne i Hammel og Hinnerup, som var inviteret til at fortælle om deres erfaringer, så det minimerede jo pludseligt feltet af interesserede fra Hadsten.

Efter en introduktion omkring, hvad en Repair Café er, og hvad formålet med det er, fortalte både Hinnerup og Hammel omkring deres erfaringer. I en Repair Café kan man få fixet forskellige opgaver, som reparation af symaskiner, kaffemaskiner, tøj der er gået hul på, stole der skal limes og meget mere. Det hele afhænger dog af, at de rette kapaciteter med fingersnilde og teknisk forståelse er til stede og engagerede i caféen. Skal man have noget fixet er det gratis, dog skal man selv betale for eventuelle reservedele, og man skal være indforstået med, at ens genstand ikke kan laves. I Hammel har de været i gang siden 2021, mens man startede op i Hinnerup sidste år, og begge steder er blevet godt etableret og vel det man kalder for en succes. Her kommer folk med alverdens ting og sager, og i langt de fleste tilfælde kan de indleverede ting fixes. De registreres så efterfølgende, så man kan opgøre, hvor meget CO2 man har sparet klimaet for, og hele tanken bag Repair Café er netop, at få folk til at genbruge i stedet for at smide ud til gavn for klimaet.

Blandt de 7-8 personer fra Hadsten der var dukket op, var der stor interesse for at være fixer, men med de erfaringer fra Hinnerup og Hammel kunne det hurtigt konstateres, at der gerne skulle det dobbelte antal til, for at skabe et realistisk fundament. Derfor blev man enige om, at indkalde til et nyt møde, denne gang 24. marts klokken 19.30 i Sløjfen, hvor alle med interesse for gør det selv og måske et par stykker med en koordinator i maven, opfordres til at dukke op. Det hele drives på frivillig basis, og som udgangspunkt skal man forvente, at caféen holder åbent en-to gange om måneden.

Placeringen er endnu ikke fastlagt, men Sløjfen kunne være et bud, mens også Hadsten Computer har meldt sig på banen som en mulighed.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler