Lindegaarden, Svejstrup er på vej til at blive et sandt naturmekka og fører hele tiden nye tiltag til lokaliteten. Skt. Hans aften inviterede man til bål og åbning af stedets nye mikrobryggeri og Karin Salling holdt åbningstalen.

De truende skyer var borte med blæsten og der valgt an til en skøn sommeraften. Allerede da stedet åbnede kl. 18 var der masser af mennesker, der havde begivet sig ud på Lindegaarden for at besigtige det nye orangeri, de nye bede, det nye bryggeri, staldene og de flotte heste på marken bagved.

Åbningen af bryggeriet blev indledt med skøn jazz fra det meget underholdende Bangsbo Strand Byorkester. Herefter bød indehaver af Lindegaarden, Svejstrup, Flemming Viktor Andersen velkommen til de mange gæster, hvoraf flere allerede havde været forbi det nye bryggeri og fået liflig specialøl i glassene.

Karin Salling, som har tilknytning til Flemming og Lindegaarden, fordi de opdrætter heste sammen holdt en morsom tale, der var bygget op som et eventyr. Med et glimt i øjet, fortalte hun, at hun har en klar forventning om, at bryggeriet snart har en ny øl klar, opkaldt efter hende. Den kan passende hedde heksebryg eller heksehyl, sagde hun, til stor morskab for gæsterne. Herefter klippede hun snoren til det nye bryggeri.

Efter åbningstalen fik byrådsmedlem Mette Nøhr ordet i sin egenskab af bestyrelsesmedlem i LAG (Lokal AktionsGruppe). LAG er en lokalt forankret forening, som skaber udvikling og innovation i lokalsamfundet ved blandt andet at tildele tilskudsmidler til relevante projekter og de har støttet etablering af det nye bryggeri på Lindegaarden.

Mette Nøhr stod sammen med LAGs kasserer Verner Rigtrup og de havde taget en LAG-kage med til åbningen med et stort ønske om at stedet bliver til gavn og glæde for hele lokalområdet.
Dernæst gik gæsterne til bålet og klubhuset ved fiskesøerne.

I spidsen for Bangsbostrand Byorkester kom Flemming Viktor Andersen og Borgmester Lars Storgaard marcherende til bålpladsen, hvor de mange gæster hyggede sig i aftensolen og nød omgivelserne ved søerne med et glas øl i hånden.

Borgmesteren holdt båltale og roste Lindegaarden, Svejstrup for de mange initiativer, der er med til at skabe fællesskab lokalt og styrke turismen i Favrskov.


Til Misommervisens toner, fremfør af solist og guitarist begav borgmesteren sig derefter hen til det store flotte bål som hurtigt gav varme til de mange gæster.

Mon ikke Lindegaarden, Svejstrup har lagt an til en tilbagevendede begivenhed, så der også næste år fejres Skt. Hans på stedet? Meget kan tyde på det.














