De fleste af os kan godt ligne en kirurg der er faret vild, når vi bevæger os rundt med de efterhånden så karakteristiske lyseblå medicinske engangsmundbind.
Derfor anskaffer flere og flere sig nogle lidt mere moderigtige mundbind i stof og som efter mange opfattelse også er mere behagelige at have på.
Her i byen har du da også flere muligheder for at anskaffe dig mundbind i stof. På ByensNyt har vi været på indkøb lokalt og har anskaffet os tre forskellige slags fra henholdsvis Bogormen, Hadsten Computer og Mrs Jones.
Kvaliteten er lidt forskellig og det samme er prisen, men prisen er i alle tre tilfælde absolut overkommelig. Stofmundbindene koster mellem 25 og 75 kr. I et af mundbindene kan man endda isætte et filter, der kan udskiftes.
Efter at have prøvet alle mundbindene må vi da også sige, at de generelt er mere behageligt at have på end de traditionelle engangsmundbind. Og det er da rart at vide, at man ikke behøver køre ud af byen, hvis man har lyst til at anskaffe sig et mundbind i stof.
På Hadsten Apotek skulle man efter sigende også kunne købe visir og hos Bogormen er der snart ansigtsmasker på hylden, som kun dækker underansigtet og så man derfor undgår, at brillerne dugger.
Hadsten Computer sælger også en smart strop, som man kan sætte på mundbindet, så man slipper for at have en elastik, der sidder og strammer bag ørerne. Husk dog stadig, at du skal undgå at berøre selve mundbindet, når du monterer stroppen.
Er du mest tryg ved de traditionelle engangsmundbind kan du dog også købe dem flere steder i byen. Husk at putte dem i affaldsbeholderen efter brug, så vi kan bevare en flot midtby.