29. marts 2024

Sommerbilledskolen zoomer ind på naturens finurligheder

Det var 24 forventningsfulde elever, der mandag mødte op til en lille uges spændende og anderledes billedskoleundervisning med Hadsten Billedskole. Temaet er Zoom, hvor der blev zoomet ind på naturens finurligheder. 

En af deltagerne er Mathilde Grysbæk på 11 år. Hun har gået på billedskoleholdet på Østervangskolen i forårssæsonen, men hun har også tilmeldt sig sommerbilledskolen, både fordi det plejer at være hyggeligt, men også fordi hun håbede at lære noget nyt. Og det har hun fået opfyldt.

Eleverne, der hovedsageligt er fra 1.-6. klasse, har allerede på den første dag afprøvet mange teknikker. De har lavet traditionel iagttagelsestegning af blomster, fjer, kranier og meget andet fra naturen, men de har også prøvet kræfter med krusedulletegning, blindtegning og “tegnet med en saks”. Her har de har klippet motiver ud som silhuetter, som bagefter er blevet overført som motiver på stofnet ved hjælp af den helt nye varmepresse, som Ulstrup Billedskole har fået sponsoreret af Hadsten Rotary Klub. Så når billedskolen slutter på torsdag, kan eleverne tage deres helt eget stofnet med hjem.

Foto: Hadsten Billedeskole

Sofie Caspersen på 10 år har ikke gået på billedskolen før, men hun fortæller, at hun allerede nu har lært meget mere, end hun havde troet. Underviser Jane Susanne Andersen har blandt andet lært eleverne at “en fejl er en gave til en kunstner”. Det fik eleverne til at gå ekstra til den og kaste sig ud i projekterne.

Billedskolen afholdes hvert år mandag til torsdag i uge 27. På grund af coronaen holdes der ikke fernisering, som billedskolen plejer på den sidste dag, men værkerne kan beundres på Hadsten Billedskoles Facebookside fra på torsdag. 

FOTO: Hadsten Billedeskole
Inspirationen blev hentet i naturen

Der er allerede nu åbnet op for tilmeldingerne til efterårssæsonen i Hadsten Billedskole, hvor børn fra 1.-4. klasse kan gå til billedskole på Bavnehøjskolen, og elever fra 4. klasse og opad kan gå til billedskole på Østervangskolen.  

Janni Jeppesen
Janni Jeppesen
Janni holder styr på ByensNyts sociale medier. Hun studerer på Journalisthøjskolen i Aarhus, hvor hun også bor. Hun er opvokset i Lyngå og har spillet håndbold og arbejdet i Hadsten i flere år.

Relaterede artikler