19. november 2025

Sommerfesten i Voldum klar med populære traditioner og nyt tiltag

Planerne for den lokale idrætsforening i Voldum NVUIs sommerfest er klar, og der er både klassikere og en nyhed på programmet. 

Om ikke så længe er det højsæson for byfester rundt om i det danske land, og landsbyen Voldum er ingen undtagelse. Her er det igen i år i uge 25, hvor der fra fredag er fuldt program. 

Lokale kræfter har arbejdet stort set siden sidste års sommerfest på at stable et stærkt program på benene. 

Det kan kun lykkes, fordi der er så mange frivillige, der gør en stor indsats, lyder det fra folkene bag sommerfesten. 

“Voldum er præget af en stærk lokalånd, hvor borgere i alle aldre frivilligt engagerer sig i arrangementer, foreninger og dagligdagen for at skabe et levende og sammenhængende samfund. Det er denne kultur, der gør, at arrangementer som sommerfesten og andre fælles initiativer bliver til succeser, og det er netop disse værdier, der fortsat vil binde byen sammen og sikre dens livskraft i fremtiden”, lyder det fra arrangørerne i en pressemeddelelse.

 Det er en årlig tradition, som samler indbyggerne i Voldum, og sommerfesten er med til at styrke det lokale fællesskab og naboskab. Som tidligere år står fredag eftermiddag i børnenes tegn med hoppeland, børnedisko og skumkanon. Men om aftenen er det så noget nyt, der er på programmet – nemlig en fodboldturnering. 

“Som noget nyt i år er der fredag fra kl. 17 ’Sparkron Voldum Sommercup’, som vi håber kan bidrage til at tiltrække tilskuere, familier og deltagere udefra, hvilket kan øge interessen for sommerfesten og dermed også byen”. 

Fodboldturneringen er kun blevet til en realitet med stor hjælp fra især Hadsten-afdelingen af Sparekassen Kronjylland, som er hovedsponsoren, ligesom andre lokale sponsorer også har bidraget. 

Det gør, at der er fine præmier til vinderne samt drikkevarer til alle spillere. Uden sponsorerne var det ikke muligt, slår arrangørerne fast.

Tilmeldingerne er begyndt at tikke ind, men der er stadig plads til endnu flere hold. Man kan finde oplysninger om, hvordan man kommer med, på Facebook-begivenheden for sommerfesten: “NVUI sommerfest i Voldum”

Under og efter fodboldkampene er der rig mulighed for at købe mad og drikke, ligesom der vil være livemusik som underholdning. 

Lørdagen er mere traditionel, for hvorfor ændrer på det, der virker, har arrangørerne tænkt. Der er cykelbanko, hoppeland og holdstormester om dagen, og så er der fællesspisning og gang i dansegulvet med livemusik om aftenen. 

Søndag er hviledag, inden der mandag fejres Sankt Hans. Alt sammen foregår på Voldum Stadion fra fredag kl. 14, og klokken 18 mandag tændes Sankthansbålet og markerer slutningen på årets sommerfest

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler