2. december 2022

Stor interesse for Sara Omar besøg

Med meget kort varsel, var det lykkedes Bogormen i Hadsten, at få den højaktuelle Sara Omar til at lægge vejen forbi Hadsten, på hendes turné rundt i landet. Hun har lige sendt sin nyeste bog, “Skyggedanseren”, på gaden.

I sine bøger gør Sara Omar op med den kvindeundertrykkende kultur, der hersker i de islamiske lande. En kultur, hvor mændene, med Koranen i hånden, mener sig berettiget til, at degradere et helt køn, som værende mindre værd, blot fordi de er født som piger/kvinder. En kultur, hvor mændene agerer domstol og fastsætter dommen over de kvinder og børn, som efter deres mening, har vanæret Koranen, byen, deres mandlige stolthed, eller hvad argumentet nu måtte være.

Men det er ikke kun den undertrykte, islamiske kvinde hun kæmper for, det er alle de ”tavse stemmer” rundt om i hele verden; kvinden i et voldeligt forhold, den incestmisbrugte datter, de underkuede børn, de sårbare kvinder…..

At gøre op med den kultur har for Sara Omar haft kæmpe omkostninger. Hun lever i dag under konstant beskyttelse og har ingen kontakt til sin familie.

Det var derfor noget af et scoop, da Marie-Louise Kannerup fra Bogormen Hadsten kunne annoncere, at Sara Omar ville gæste butikken fredag formiddag. Og selvom der kun havde været ganske få dage til at udbrede budskabet i, så var fremmødet i butikken ganske imponerende. Der kom læsere, der skulle sikre sig en signeret julegave, læsere, som blot ville hilse på denne fantastiske kvinde, og læsere, hvor hendes bøger har rørt dem dybt og som skulle have hendes signatur i deres læste eksemplar.

“Det er ikke tilfældigt, at en kapacitet som Sara Omar kommer til Hadsten. Det er DNA’et i Hadsten, at man kæmper den umulige kamp, og så vinder man nogle gange. Og det er det, der gør Hadsten til så dejlig og bemærkelsesværdig en by. Vi kan så meget når vi står sammen og bakker op om arrangementerne i byen”, udtaler Marie Louise Kannerup, der er indehaver af Bogormen Hadsten.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler