Søndag formiddag var der pakkeleg i stort format i Sundhedshuset i Hadsten. Oprindeligt skulle det have foregået i Søndergade, men på grund af det dårlige vejr, blev pakkespillet flyttet indendøre.
Godt 150 personer havde fundet vej til Sundhedshuset, hvor der var linet et langt bord op, fyldt med omkring 160 pakker, der var sponseret af byens butikker. Det var tidligere tovholder for Hadsten Handel, Gitte Rørbæk Løcke, der stod for pakkespillet, og hun styrede løjerne med hård og kyndig hånd. Hun blev hjulpet godt af en megafon samt sin mand, Gert Løcke.
Der var livlig aktivitet rundt om bordet, men det hele foregik i forbavsende god ro og orden, hvilket gjorde det til en god oplevelse for alle.