Du kan godt begynde at lade batterierne op her i weekenden for næste uge bliver en begivenhedsrig uge for os der bor i Hadsten og hvorfor ikke få det hele med, når det nu er nu det sker?
Torsdag d. 11. august mødes nogle af landets bedste cykelryttere på Søndergadebakken og alt tegner til, at byen igen kommer til at summe af liv når profiler som Mads Pedersen, Michael Mørkov, Asbjørn Hellemose, Andreas Kron og byens egen Jeppe Aaskov Pallesen dyster om placeringerne i hvad der er kaldt for et af verdens hårdeste gadeløb. Der er stadig billetter at få til fanzonen med du skal til at skynde dig, hvis duu skal nå at være med der. Læs mere om løbet på Hadsten Gade Grand Prix
Efter løbet byder flere af byens butikker velkommen med gode tilbud og Søndergade er flere timer efter løbet ofte samlingspunkt for en stor del af løbets tilskuere.
Samme aften åbner Lilleåmarked, så når du støder på et par af dine gamle venner i Søndergade, kan I også bevæge jer ned i Løvehulen efter løbet. Løvehiulen er åben til kl. 23. Hvis du ikke skal til cykelløb kan du deltage i Lilleåmarkedets traditionsrige bankospil, der starter kl. 19.
Fredag kan byens børnehaver og dagplejer besøge Lilleåmarkedet kl. 10-12, som også får besøg af en klovn ligesom det gamle tog Futte lokker med køreture. Om aftenen er der fest med Stig og vennerne og Mercury Band i det store telt og billetsalget til festen er gået fantastisk, så der nok skal blive god stemning, når Stig Rossen sammen med vennerne lukker op for de gamle Bamsehits, godt suppleret af Mercury Band, som senest ved Musik På Toppen viste deres evner til at få folk til at danse og synge med.
Lørdag er der fest for de unge på Lilleåmarked, hvor man har fået to topnavne til byen. Jimillian og DJ Simon Ringholm fyrer den af og billetprisen er kun på 75 kroner, så mon ikke det nok skal få de unge til at finde ned til teltet.
Inden da er der samme dag både Damefrokost og Herrefrokost og det kan du også stadig nå at købe billet til.
Søndag er der ansigtsmaling, ponytræk, togture med Futte og veteranbiler på Lilleåmarked. Hen over de fire dage er der naturligvis Tivoli, kræmmerboder, tombola, spejderaktiviteter, guldgravning og en masse andet. Søndag er der også Hadsten Træf, hvor folk kommer fra nær og fjern, for at mødes med gamle relationer i Hadsten. Det er her du kan aftale at mødes med gamle klassekammerater, arbejdskolleger, naboer og venner og hvor den fælles reference er Hadsten.
Vil du se hele programmet fra Lilleåmarked, så klik ind på Lilleåmarked
Som opvarmning kan du gå i Hadsten Bio som byder på flere nye gode film i ugens løb. Mandag og onsdag kan du bl.a. se den nye “Bullet Train” med Brad Pitt, som har fået rigtig gode anmeldelser. Du kan også se “Alle for 4”, der er den fjerde film i serien og rygterne forlyder, at Mick Øgendahl stadigvæk er rablende morsom.
Du kan også gå i Modelbane Europa i Sundhedshuset. Modelbane Europa er åben hele ugen fra 10-17 og hvis du ikke har besøgt den flotte aktivitet nogen tid, så tag børn eller børnebørn med og aflæg banen en visit, der er masser af nyheder.
Læs mere her: Modelbane Europa