Danmarks Statistik har i dag offentliggjort indbyggertallet for de danske byer pr. 1. januar 2020. Hadsten har nu 8.325 indbyggere, hvilket er en vækst på 191 indbyggere siden sidste år. Men det er faktisk en anden by i 8370, der har haft den største procentmæssige fremgang i de seneste ti år.
Indrømmet – denne artikel tenderer til at være en omgang statistisk nørderi, som de færrest nok vil finde interessant. Men bagved de tørre tal er der en positiv fortælling om en by og et område i vækst. Samtidig viser tallene, at der i postnummer 8370 sker det, man fagligt kalder for dobbelt urbanisering.
Den dobbelt urbanisering henviser til, at man udvider den traditionelle forståelse af urbanisering – altså det, at befolkningen flytter fra land mod by. Her tales der ofte om, at befolkningen flytter fra landområder til de fire største byer. Den dobbelt urbanisering betyder, at der også på lokalt niveau sker en flytning fra landområder og landsbyer mod kommunernes hovedbyer.
Det er også tilfældet i 8370, der samlet set er vokset med 4,3 pct. nye indbyggere i de seneste ti år. Nederst på denne side er der en tabel med tal for alle de byer, som indbyggertallet bliver opgjort for. Her er det tydeligt, at det især er to byer, der vokser, mens landsbyernes indbyggertal falder en smule.
Som den største by er Hadsten højdespringeren med en fremgang på 527 nye indbyggere siden 2010, hvilket svarer til godt syv procent. Det er dog Hadbjerg, der med en fremgang på 108 nye indbyggere, har haft den største procentmæssige fremgang på 17,8 pct.
2010 | 2015 | 2020 | Ændring fra 2010 – 2020 | ||
---|---|---|---|---|---|
Hadsten by | 7.798 | 8.005 | 8.325 | 527 | 6,8 pct. |
Voldum | 851 | 865 | 856 | 5 | 0,6 pct. |
Hadbjerg | 608 | 705 | 716 | 108 | 17,8 pct. |
Selling | 691 | 673 | 658 | -33 | -4,8 pct. |
Ødum | 343 | 347 | 351 | 8 | 2,3 pct. |
Vissing | 244 | 245 | 219 | -25 | -10,3 pct. |
Lyngå | 224 | 229 | 213 | -11 | -4,9 pct. |
Nørre Galten | 212 | 222 | 207 | -5 | -2,4 pct. |
8370 Hadsten | 12.792 | 13.065 | 13.336 | 544 | 4,3 pct. |