To repræsentanter fra Hadsten Inner Wheel besøgte forleden døgninstitutionen Åhuset i Hadsten, hvor de overrakte en donation på 7.000 kroner til Mette Bjerregaard, der er leder af institutionen.
Donationen stammer fra årets auktion, som Inner Wheel, Hadsten har organiseret og gennemført med stor succes. Inner Wheel er en verdensomspændende kvindeorganisation, hvis formål bl.a. er at støtte kvinder og børn. Auktionen blev afholdt i anledning af organisationens 100års fødselsdag
Åhuset er hjem for 10 børn og unge, der af forskellige årsager ikke kan bo hjemme hos deres familier. Medarbejderne arbejder målrettet på at skabe en tryg og stabil hverdag for disse børn og unge ved at tilbyde en kombination af pædagogisk støtte, sociale aktiviteter og individuel vejledning. Formålet er at give børnene de bedste forudsætninger for at udvikle sig positivt og få en stabil og tryg fremtid.
Donationen fra Hadsten Inner Wheel vil bidrage til at forbedre Åhusets muligheder for at tilbyde børnene endnu bedre oplevelser – helt konkret vil pengene blive brugt på årets sommerferie, hvor de 10 børn og medarbejderne tager på campingferie til Holland.
Mette Bjerregaard var meget taknemlig for Inner Wheels initiativ og takkede på børnenes vegne for donationen.