23. oktober 2024

Årets julehistorier er nu på hylden hos Skjold Burne

Den for mange længe ventede julebog fra Kurt Villy Svendsens hånd “En Julehistorie” er nu i sin 17. årgang landet på hylden hos byens lokale vinhandler Skjold Burne.

Julebogen er for mange lokale et klart vidnesbyrd om, at julen nu er på vej.

I virkeligheden handler bogen ikke meget om jul, men den plejer at komme op mod december, så man har mulighed for at læse et enkelt afsnit hver dag op til jul. I år kan du endog med hele 31 historier læse et kapitel hver dag i hele december og du har således fornøjeligt stof helt frem til nytårsaften.

Jeg har igen i år tilladt mig at snyde og har læst foran og kan endnu en gang konstatere, at Kurt Villy er en gudsbenåedet fortæller der har masser på hjerte og som besidder massiv lokalhistorisk viden.

Vi får flere af hinanden uafhængige tilbageblik på de seneste 100 år i Hadsten og denne gang sågar enkelte føljetoner med byens personligheder og begivenheder.

Noget af det nyeste er historien om Stones by the River, hvor flotte stenskulpturer i Lilleåparken gennem nogle år var et kulturelt tilløbsstykke i byen og vi kan også læse om Jørgen Købmand, der i 2005 blev verdensmester i Sylte.

Ungdomslivet op gennem 70’erne beskrives i fortællingen om oplevelser på de hedengangne lokale diskoteker Sommerfuglen og Møllen (På Kollerup Kro).

Vi hører også levende om Niels Madsens Ginges vognmandsforretning der var en del af Hadstens pulserende forretningsliv fra midt i 20’erne til sidst i 60’erne.

Og så er der nogle kapitler om Byens tidligere bagermester i Søndergade, den navnkundige Knud Lyngaa, som vi mistede i foråret.

Kurt Villy fortæller om, hvordan bagerforretningen op gennem 70’erne og 80’erne var en aktiv del af byens liv og bl.a. også om da den årvågne bagermester assisterede Politet med at fange tyveknægte og masser af andre gode historier.

Der er også endnu en fortælling om Hadstens gennem tiderne nok mest berømte personlighed mirakeldoktoren, Doktor Larsen, der siden fik et tog opkaldt efter sig.

Der er fortællinger om Lilleåmarked, om dyrskuet, om julekaffe i Vissing Brugs, om hestehovedspringvandet, om det Engelske Beklædningsmagasin, der i starten af århundreskiftet var beliggende i Storegade, som Søndergade hed den gang og meget meget mere…. Og naturligvis: Ingen julehistorier uden en fortælling om posthuset, hvor forfatteren jo selv har haft sin arbejdsplads gennem flere år.

Den traditionsrige julekalenderbog kan erhverves for kun kr 120 hos Skjold Burne og mon ikke den med fortællingerne om 70’ernes ungdomsliv, måske i år får et helt nyt publikum. Det har den fortjent.

God læselyst.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler