Torsdag d. 15. maj inviterer Hadsten Bibliotek og Hjemmeværnskompagni Favrskov til en inspirerende forårsaften ved Sløjfen i Hadsten, med fokus på, hvordan fællesskab, litteratur og viden kan give dig tryghed og trøst i usikre tider.
Medierne flyder over med nyheder om kriser og konflikter. Fremtiden for den verdensorden vi kender ser usikker ud. Alt det er nok til at tage modet fra de fleste af os. Nu er Hadsten Bibliotek og Hjemmeværnskompagni Favrskov dog klar med en aften, hvis mål er det stik modsatte. De inviterer til en inspirerende aften fyldt med håb og fokus på, hvordan fællesskab, litteratur og viden kan give dig tryghed og trøst i usikre tider.
Aftenen vil sætte fokus på, hvordan vi i lokalsamfundet kan støtte både os selv og hinanden til at være mere modstandsdygtige, når mange bekymrer sig om fremtiden. I samarbejde med Hjemmeværnskompagni Favrskov og Hadsten Bibliotek får du forslag til og eksempler på hvordan du kan føle dig mere forberedt i krisetider – både praktisk og mentalt.
Hjemmeværnskompagni Favrskov vil fortælle om hvilke opgaver de løser når krisen kradser. Du får også chancen for at smage på de “lækre” feltrationer (og høre hvilke alternativer man selv kan købe). Biblioteket byder på højtlæsning og fordybelse samt inspiration til bøger der inviterer til håb, forbundenhed og beredskab.
Arrangementet afholdes på den grønne plads foran Sløjfen. Det er gratis at deltage, men tilmelding er nødvendig via favrskovbib.dk eller på nærmeste Favrskov Bibliotek i den betjente åbningstid.