3. november 2024

Deltag i pop-up læsekredse på Favrskov Bibliotekerne

Gode bøger bliver altid bedre, når du har nogen at dele dem med. Favrskov Bibliotekerne tilbyder i marts og april tre pop-up læsekredse, hvis du har lyst til at prøve det af.

Når man deltager i en læsekreds, åbner du for flere nuancer på bogen, og du får øje på ting, som du måske ikke selv havde opdaget. Der er altid nogen, der har en anden vinkel på indholdet, sproget eller handlingen end du selv har – og det er godt! De bedste diskussioner opstår altid, hvis man ikke er enige, så åbnes bogen endnu mere op, lyder det i en pressemeddelelse fra Favrskov Bibliotekerne.

Deltagelse i læsecaféen kræver kun af dig, at du har læst bogen på forhånd, og har lyst til at diskutere den på den fastsatte dato. Biblioteket sørger for kaffe og te. Inden deltagelse skal du bestille en gratis billet og læse eller lytte til den bog læsekredsen handler om. 

Tirsdag d. 19. marts kl. 17.00-18.00 på Hammel Bibliotek mødes vi om en lyttet bog, nemlig ‘Malma station’ af Alex Schulman, torsdag d. 4. april kl. 17-18 på Hinnerup Bibliotek taler vi om ’Vi er uundgåelige’ af Gayle Forman og torsdag d. 25. april kl. 17-18 på Hadsten Bibliotek tales der om ‘Station 11’ af Emily St. John Mandel. Bøgerne kan hentes på det pågældende bibliotek eller eReolen en måned inden læsecaféen.

Jonas Hooge
Jonas Hooge
Jonas står overordnet for det redaktionelle på byensnyt.dk og sørger samtidig for, at der også er styr på det kommercielle setup. Jonas har boet i Hadsten siden 2008, og har gennem flere år, været aktiv i foreningslivet i byen, både som udøver og i bestyrelser.

Relaterede artikler