27. juli 2024

“Det har vi alligevel aldrig oplevet før!”

Sådan fortæller Jens-Ole Hesel, der er administrator i Favrskov Revyen. “Vi har næsten solgt halvdelen af billetterne allerede nu, hvor vi ikke engang er halvvejs inde i januar måned. Det er jo vildt”, siger han.

Gennem årene har der været mange forskellige undertitler på Favrskov Revyen: I 2010 – lige efter finanskrisen hed den “På spanden” og i valgåret 2014 hed den “På valg”. Ved dronningebesøget i 2017 hed den “Lidt Royal” og efter corona i 2021 hed den “Taber masken”. I år har man i revyen kaldt forestillingen “Noget ved musikken”

Tina Vejby, foto: Peter Winding.

“Det er der to grunde til” fortæller tekstforfatter, aktør og produktionsleder Tina Vejby.

“For det første, så betyder det at være “Noget ved musikken” jævnfør Den danske ordbog, at man har “en indflydelsesrig stilling, er berømt eller har (perifer eller indbildt) tilknytning til nogen, der er det” Og det er jo også næsten altid dem, som vi tager under behandling i revyen, hvad enter de markerer sig lokalt eller nationalt”.

“For det andet, har vi igen i år valgt at fokusere på det musikalske. Vi synes selv, at vi står stærkt rent sangmæssigt og vi har samtidig et formidabelt godt revyorkester og det musikalske skal derfor også afspejle sig i forestillingen” fortæller hun.

Instruktionen er lagt i hænderne på Kenn Lund Nielsen, der har instrueret revyen før.

“Så han ved hvad han går ind til” griner Tina. “Flere af os har været med i flere år og vi kan godt lide selv at præge tingene, men vi ved jo også godt, at Kenn er den professionelle og at det kan betale sig at lytte, når han siger noget. Det øver vi os i.”

Korografien står Glenn Rasmussen for og revyens nye kapelmester hedder Anders Winther – der beskrives som “en enventyrligt god klaverbokser” og han bakkes op af bassist Dan Meinhardt Jensen, guitarist Thomas Koch Nielsen og trommeslager Steen Buhl Sørensen.

Aktørerne er alle gengangere fra tidligere år: Anette Lyngaa, Tina Vejby, Lisbeth Gaba, Tina Bruun, Karina Schwartz, Poul Sørensen, Kim Solbjerg Petersen, Steen Elgaard og Jan Erik Elgaard.

Hadsten Rotary Klub har gennem mange år været fast deltager ved revyens premiere om onsdagen og det er de igen i år. For nogle år siden kom der også nogle gæster fra Rotary klubben i Hammel, som havde hørt om revyen og de er er vendt tilbage hvert år siden. I år har de taget resten af klubben med til torsdagens forestilling. Begge klubber har derfor forhåndsbooket en del billetter.

“Og sammen med de billetter vi allerede har solgt, siden vi åbnede for salget i julen, så har vi altså allerede næsten solgt halvdelen. Det har vi alligevel aldrig oplevet før, så det glæder vi os over” siger Jens-Ole Hesel. “Men man kan nu sagtens stadig nå at få billet og publikum har også noget at glæde sig til” lover han.

“Ja, vi er jo i fuld gang med prøverne lige nu og jeg synes, at vi har nogle rigtig sjove numre og nogle virkelig gode melodier med gang i og der er ikke noget eller nogen, der går ram forbi, hverken nationalt eller lokalt” forsikrer han.

Udover en række frivillige har flere lokale virksomheder valgt at støtte op om revyen som sponsorer. “Og det er vi glade for, for det er nødvendigt” fortæller Jens-Ole Hesel. “Vi kan ikke gennemføre det show, som vi har i dag med kostumer, blomster, leje af lys- og lydeffekter, teknisk udstyr, mad og drikke til aktører og frivillige både under øveweekender og på spilledagene m.v. uden sponsorater. Dertil er det blevet for stort og vi gør da også, hvad vi kan for at fortælle vores sponsorer, at vi er glade for, at de er der” fastslår han.

Favrskov Revyen – 2024 – Noget ved musikkenspiller d. 20.-23. marts i Sløjfen.

Du kan læse mere og finder dine billetter her: Favrskov Revyen

Relaterede artikler