GRATIS EVENT
På Lørdag den 18. januar afholder Hadsten Bio et gratis event for alle fodbold elskere med hang til Brasiliansk fodbold og med en helt speciel introduktion. Man kan denne lørdag aften komme ind og se den fantastiske fodbold-dokumentar ”Kaiser: The Greatest Footballer Never to Play Football”. Helt og aldeles gratis!
Bemærk filmen har ikke danske undertekster.
Det er de to herrer fra podcasten ”Brasserbold”, Andreas Knudsen og Peter Arnholdt, der byder alle velkommen til en festlig aften i sambafodboldens navn. Begge d’herrer er ildsjæle, når det gælder sydamerikansk fodbold. Andreas bor i det kronjyske, er halvt brasser og passioneret fan af storklubben Flamengo, mens scouten Peter bor i Belo Horizonte.
Filmen ”Kaiser: The Greatest Footballer Never to Play Football” er den helt utrolige, men sande historie om brasilianske Carlos Kaiser, der levede livet som professionel fodboldspiller uden at spille én eneste kamp. I 80’erne og 90’erne fortryllede brasilianske verdensstjerner som Zico, Sócrates, Romario og Ronaldo verden med deres spil. Men i Brasilien opstod også et fænomen ved navn Carlos Kaiser. En ung mand, der kæmpede sig ud af Rio de Janeiros slum til en professionel fodboldkarriere, uden at have det mindste talent med en bold. Kaiser trykkede på alle de rigtige knapper. Han så godt ud og var på alles læber. Med snilde og charme formåede han at mænge sig med Rio de Janeiros kendisser, få titlen ‘Kongen af Rio’ og opbygge en fodboldkarriere, der førte ham forbi store brasilianske klubber og til udlandet. Men Kaiser havde ikke rent mel i posen, og for at nå toppen blev mange ført bag lyset – endda en af Rios farligste gangstere. Dette er en sand historie, som verden aldrig har set magen til.
Optakt fra eksperter
Inden denne mageløse dokumentarfilm, vil der være oplæg ved Andreas Knudsen fra Brasserbold og cand. mag i filmvidenskab Jacob Krogsøe, der vil fortælle om Kaiser og hans meritter på banen samt om filmen, og den bagvedliggende biografi.
Som bonus har vi kontaktet instruktøren af filmen, der sender en hilsen og fortæller, hvordan det var at møde Carlos Kaiser. Der vil også være specielt indbudte gæster, bl.a tidligere professionelle fodboldspillere!!
En festlig og speciel aften for fodbold-elskere i vores biograf! Og det er som sagt gratis! Man kommer bare!
Grunden til, at Brasserbold kan byde indenfor til dette gratis event skyldes, at de har fået doneret penge af eks-landsholdspiller Lars Jacobsen og Christian Wolny fra den populære podcast ”Fodboldministeriet”. Hvordan det gik for sig kan man høre ved at klikke på dette link, og ”spole” frem til ca. det 56. minut i udsendelsen:
Det er da fantastisk!
Vi er stolte over Brasserbold har valgt Hadsten Bio!
Vel mødt i Biffen; Flemming Aaen Jensen, Hadsten Bio