Traditionen tro, er der sidste søndag i oktober, Familiemesse i Hadsten, fra klokken 10-16. Igen i år med et bredt udvalg af virksomheder, politiske partier og foreninger. Sågar en børnehave har meldt sin ankomst, så der er nok at kigge på igen i år.
Som noget nyt, er Hal 2 også i brug på søndag, og ikke med en hvilken som helst ting. Det er nemlig lykkedes at få Mini-Bazar, der ellers har holdt til i Sløjfen, med til årets messe. Noget som glæder Simon Buus Olsen, der er koordinator for Familiemessen.
” Jeg synes det er lykkedes at skabe et meget varieret udvalg, så der igen i år, er noget for hele familien. Jeg er også rigtig glad for, at Mini-Bazar kommer med, og fylder Hal 2 op med stande, hvor der er mulighed for at gøre en god handel”, fortæller Simon Olsen.
Lokal opbakning
De seneste år, har det knebet lidt med at få butikkerne med fra Hadsten, men sidste år vendte det positivt, og i år er der rekord-mange med fra Hadsten, hvilket vækker begejstring hos Simon Olsen.
” Vi er glade for alle dem der kommer til messen, en det er klart, at vi gerne vil have så mange fra lokalområdet med som muligt, og det er virkelig lykkedes i år. Der ud over er der ikke så mange partier med, hvilket har åbnet op for endnu flere virksomheder, så der venter gæsterne en god oplevelse “, lyder det fra Simon Buus Olsen.