23. oktober 2024

Favrskov Revyen er nu i fuld gang med prøverne til årets forestillinger

Favrskov Revyens koreograf Glenn Rasmussen havde en helt ny koreografi klar til revyens åbningsnummer, da aktørerne tirsdag aften var samlet til revyprøve i Sløjfen. Med godt humør og afstand gik aktørerne i gang med at indøve nummeret under Glenns dynamiske ledelse, mens kapelmester Lars E. Christiansen tålmodigt måtte spille det samme stykke igen og igen, til koreografien kom på plads.

ByensNyt fangede to af aktørerne Lars Boye Brandt og Anette Lyngaa til en kort snak i pausen.

Revyens yngste aktør Lars Boye Brandt kom med i revyen for første gang sidste år.

Lars Boye Brandt, Favrskov Revyen

“Hvordan har det været at komme i gang med revyprøverne?

“Det har været fantastisk og jeg har bare glædet mig over, at jeg alligevel fik mulighed for at være med i år. Jeg boede kort i Japan, da revyen egentlig skulle have spillet i foråret og kunne derfor ikke være med. men så kom corona, jeg kom tidligere hjem og revyen blev rykket og så kan jeg være med alligevel og det er bare fedt.”

Hvad synes du så om numrene, for du har jo først set dem her i sommerpausen?

“Ja, og én ting er at læse dem men en anden ting er at opleve dem. Vi har nået at øve nogle stykker af dem i aften og det tegner bare godt. Det bliver bare et gigagodt show vi kommer til at levere i år og det har givet mig endnu mere blod på tanden, så nu glæder jeg mig allerede til næste år, hvor jeg så kan være endnu mere med fra starten.”

Du er klart yngste mand. Hvordan har det været som ny mand at komme ind på sådan et sammentømret team?

“Det var lidt skræmmende i starten, men de har bare taget godt imod mig og jeg får også lov til at give mit besyv med og det lader endda også til, at jeg godt kan få lov at skubbe lidt mere moderne ideer ind.”

Det lyder godt. Hvornår er det, at revyen løber af stabelen?

“Vi har premiere d. 30. september og spiller også d. 1., 2. og 3. oktober, så der er lige en måned til.”

Vi fik også en snak med den lokale revyveteran Anette Lyngaa Kristensen.

Anette Lyngaa Kristensen, Favrskov Revyen

Du har jo været med i mange år, hvordan har det været at komme igang igen?

Det har bare været dejligt, det har jeg glædet mig til hele sommeren.”

Hvor længe er det du har været med?

“Det her bliver min 11. sæson”.

I fik jo ikke spillet revy i foråret. Var det ikke mærkeligt efter så mange forberedelser?

“Jo, det var godt nok tomt og noget af en mavepuster, så nu er vi jo bare endnu mere tændt, på at give publikum en god oplevelse”

Har du så efterhånden selv fået dig et fast publikum?

“He, he, jeg har da min familie, de er trofaste og møder altid op.”

Hvad giver det dig at spille revy?

Det giver et fantastisk sammenhold, det er ubeskriveligt dejligt at være sammen med de mennesker og jeg er altid glad, når jeg tager hjem fra en øveaften”

Kan du huske hvordan det var første gang du var på scenen?

“Ja, det var lidt grænseoverskridende første gang, men det gik hurtigt over og i dag føler jeg mig bare godt tilpas på scenen og jeg glæder mig virkelig til at spille i år. Jeg synes vi har nogle rigtig sjove tekster med igen i år og som sædvanligt også nogle rigtig gode sange, så publikum kan godt glæde sig.”

Der kan købes billetter til revyen her.

Der er grundet corona kun plads til 100 i salen pr aften. Fredag aften d. 2. oktober er udsolgt, men der er stadig billeter at få til de øvrige aftner og der bliver naturligvis taget alle nødvendige forholdsregler, så man trygt kan tage afsted.

Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard
Jan Erik Elgaard er ejer af ByensNyt.dk og driver også konsulentvirksomheden Elgaard Mancom i Hadsten. Jan Erik er aktiv i byens kulturliv bl.a. som formand for Favrskov Revyen og har gennem flere år været engageret i Kulturhuset Sløjfens bestyrelse. Han er desuden næstformand for Favrskov Gymnasium, medlem af Hadsten Rotary Klub og medforfatter på to bøger.

Relaterede artikler