Hadsten har fået to nye forfattere. Linda Guldberg Winding og Peter Winding har sammen skrevet bogen “Fra Stress til Tilfreds” og de havde inviteret til bogreception i Sløjfen fredag eftermiddag.
Fra kl. 14 til 15 var der bogoplæsning på biblioteket, hvor de to forfattere fortalte om bogen og fra 16 til 17 var der reception i et andet af Sløjfens lokaler.
ByensNyt fangede de to nye forfattere til det velbesøgte arrangement og spurgte:
Hvorfor skrive endnu en bog om stress?

“Vi synes bare den mangler, vi kunne se behovet. Stress har så utrolig stor indvirkning ikke bare på individet men på hele samfundet” fortæller Peter Winding “Der er jo skrevet flere hundrede bøger om stress men de handler næsten alle sammen om, at den er udefra skabt, at det er omgivelserne der skaber stress. Det er nærmest blevet en fælles kulturel sandhed. Men vores udgangspunkt er helt anderledes. Vi mener at stress kommer fra os selv. den er tankeskabt. Den er skabt af vores egen hjerne og når vi kan se det og forstå det, så kan vi hvile i det” fortæller Peter Winding.

I bogen møder man de tre principper; – livskraft, bevidsthed og tanke. Disse principper er fundamentet for alle menneskers oplevelser og gennem dem forstår man at vores virkelighed skabes indefra.
“Vi udtrykker det blandt ved at sige; Det er aldrig for sent at få en god barndom! Vi behøver jo ikke vælge det dårlige narrativ. Vores oplevelser rummer jo mange flere facetter. Det er jo os, der vælger at gøre en hændelse til et problem og der er jo altid mindst to sider af en sag. Vi skal ikke gøre tanken til vores. Tanker er jo bare noget der kommer – noget vi abonnerer på. Vi ER ikke vore tanker. Jeg ER ikke min tanke, selv om det er mig der tænker det. Det er vigtigt at huske på.”
Bogen hjælper os med at reducere oplevelsen af stress i vores liv og at det hele handler om at forstå, hvordan sindet fungerer.

Hvordan er det at skrive en bog sammen med sin mand?
“Det er fantastisk” fortæller Linda Guldberg Winding begejstret. “Vi har gennem den her bog på mange måder genoplevet vores liv sammen og set det i et nyt lys. Det har virkeligt været sjovt. Vi har gennemgået mange processer, stået op om morgenen og har skrevet til langt ud på aftenen sammen, time for time. Vi har skullet skabe et fællesskab om bogen fra idé til den røde tråd og til involvering af alle dem, som vi har haft med i bogen. Vi har fået en professionel tegner med og vi har været fuldstændigt alligned (Red.: afstemt) hele vejen igennem. Det har givet os blod på tanden og det er helt klart det her vi skal. Derfor etablerede Peter også straks vores eget forlag for vi har allerede de næste titler, der venter. Den næste bliver til forældre i børnefamilierne, hvor det for rigtig mange handler om at balancere krav og kærlighed. Og derefter skal vil vi skrive en bog til undervisere” slutter Linda inden hun vender tilbage til de mange gæster, der var mødt frem til receptionen.
